Det er sæson for gode børnefilm. I Cinemateket kan man hver søndag i februar opleve kortfilmen "Lille Far" og i marts dokumentarfilmen om "Louise og Papaya - min usynlige veninde", to små perler, der er lige så velegnede til børn som til deres forældre.
Tid til leg
Lille Far er en rørende kortfilm af Michael W. Horsten, der minder om, hvor fortravlede og uretfærdige forældre kan være. Vi følger den 7-årige Marie, der glæder sig til at holde weekend med sin far; men der skal købes ind først, og far møder hele tiden bekendte, så hun til sidst er ved at gå ud af sit gode skind af kedsomhed. Da hun får øje på en anden pige og gerne vil lege, er der naturligvis ikke tid til den slags, men et øjeblik efter står far og snakker igen! Louise bliver vred; men hun ved ikke, hvordan hun skal sige det til sin far, og selv opdager han ingenting. Så Marie beslutter sig for at give ham en ordentlig forskrækkelse!
Filmen, der kun varer 14 minutter, er på alle måder godt lavet, og det var da også fuldt fortjent, at den fik prisen som bedste kortfilm ved årets Robert-fest. Marie er frem for alt et naturligt barn med sine strittende tænder, og både hendes indre monologer, der virker som historiens fortæller, samt hendes skuespil er fyldt med fine nuancer. Gordon Kennedy er måske bl.a. valgt for at vække opmærksomhed; men det forringer ikke hans indsats. Han er ganske troværdig i rollen som den uopmærksomme far, der egentlig mener det godt nok. Børn i alle aldre vil fryde sig over den måde, hvor far til sidst bliver sat på plads, og de voksne vil sikkert også have godt af at få genopfrisket nogle minder om, hvordan det er at være barn - på de voksnes præmisser!
Lille far (14 min.) vises alle søndage i februar kl. 12.30 - fri entré
Manus og instruktion:Michael W. Horsten
Marie: Frederikke Bremerskov Kaysen
Far: Gordon Kennedy
Mor: Anne Birgitte Feigenberg
Vagt: Hans Henrik Voetmann
Magic Hour Films ApS, Danmark 2003
Usynlig virkelighed
Louise og Papaya af Jannik Splidsboel er en dokumentarfilm, hvor vi følger den yderst fantasifulde 8-årige Louise og hendes usynlige veninde, Papaya. Louise har selv opfundet Papaya og er udmærket godt klar over, at andre børn ikke kan se hende; men hun opfatter hende alligevel som virkelig, og selvom hun fortæller hende ting, hun ikke betror nogen anden, er der også ting, Papaya ikke skal vide. Udover Papaya har hun også 
opfundet dragen Bluff, som Papaya flyver på. Sammen tager de ud i rummet på et vattæppe med Papaya som pilot; mens Louise kigger i sin stjernekikkert. Planeten, de når frem til, hedder Miraiko og bebos kun af en bille.
Filmen er meget tankevækkende, og der er både noget fortryllende og foruroligende i, at en lille pige har en sådan drømmeverden. Det er tydeligt, at Louise både er intelligent og meget bevidst omkring sin fantastiverden. Hun er udmærket i stand til at skelne mellem fantasi og virkelighed, alligevel er fantasien meget virkelig for hende. Man kunne tro, det var, fordi hun var venneløs; men i filmen møder vi bl.a. også veninden Amalie, der er en smule jaloux på Papaya, og har lidt svært ved at forholde sig til hende, selvom hun har set de billeder, Louise har tegnet af Papaya. Det gælder for øvrigt også forældrene, og derfor snakker Louise kun med Papaya i tankerne, når hun er sammen med dem - eller i skolen, hvor læreren ikke kan høre dem.
Louise og Papaya - min usynlige veninde er både meget interessant og gribende. Når Louise snakker om, at hun gruer for at blive voksen og ikke bruge så mange kræfter på fantasien, er man tilbøjelig til at give hende helt: Det ville være synd, hvis sådan en fantasi-rigdom gik tabt.
Louise og Papaya - min usynlige veninde ( 18 min. ) vises alle søndage i marts kl. 12.30 - fri entré
Instruktør: Jannik Splidsboel
Medvirkende: Louise Norsker
Amalie Christine Thomasen
Annemette, Sigrid og Axel Norsker
Radiator Film ApS, Danmark 2003
Læs også foromtalen.
