Torsdag den 5. februar var der mulighed for at opleve det berømte Wiener Mozart Oper opføre Tryllefløjten i Sønderjyllandshallen i Aabenraa. Det var desværre deres eneste stop i Danmark i denne omgang, og man kan kun håbe, de snart kommer igen.
Baggrund
Tryllefløjten er nok Mozarts mest velkendte og mest elskede opera. Prinsen Tamino vil sammen med fuglefangeren Papageno befri Pamina, datter til Nattens Dronning, fra Sarastro; til hjælp får de to hhv. en tryllefløjte og et magisk klokkespil. Udover kærlighedstemaet handler Tryllefløjten også om overgangen fra dreng til mand og er som bekendt samtidigt en allegori over frimurerlogens indvielsesritualer.
"Wiener Mozart Oper" er et velrenommeret turné-ensemble, som blev stiftet i 1975. De har siden da gæstet scener i hele Europa med mere end 1000 opførelser af Mozart operaer. Ensemblet består af internationale solister, et mindre kor og orkester under ledelse af Leo Satini. Frederic Gragers scenebillede, der genbruges hver gang, giver afkald på de spektakulære virkninger, så publikum kan koncentrere sig om operaen. Det kan så undre, at sceneskift blev udført så kluntet: Når der blot skal hales et klæde ned fra væggen for at omdanne natur til tempel, bør det kunne gøres relativt nemt og ubemærket - alligevel så man i lange tider personer og deres stiger (!) fjumre med stoffet.
Farveløs Tamino
Den indledende ouverture, hvor Tamino forfølges af en kæmpe slange, vakte almindeligt bifald, dog først og fremmest pga. den morsomme og meget kunstigt udseende slange. Salvador Guzmann skuffede ved sin entre som Tamino: Han virkede farveløs og formåede ikke at fylde hele salen med sin sang. Det skal indrømmes, at hans sang forbedredes efterhånden; men på intet tidspunkt fremstod han som strålende eventyrprins, og man tvivlede lidt på hans dybe lidenskab til Pamina.
Christian Theodoridis derimod var fra første øjeblik en gennemført Papageno: komisk, pralende og elskelig. De populære arier "Der Vogelfänger bin ich ja" og "Ein Mädchen oder Weibchen" blev fremført udtryksfuldt, omend også hans stemmepragt virkede lidt falmet; men i modsætning til resten af de medvirkende forstod man hvert ord, både i sang og tale. Størst indtryk gjorde dog Andre Malinowski, der som Sarastro udstrålede ubegrænset værdighed og visdom. Bassen rungede næsten orgel-dybt i passagen "Zur Liebe will ich dich nicht zwingen" og arien "O Isis und Osiris"; og også den tilgivende "In diesen heiligen Hallen" vakte rørelse.
Sopanerne
Yumi Morino har under hele turneen vakt begejstring som den unge, smukke Pamina, og man forstår tydeligt hvorfor. Hendes krystalklare sopran sammen med hendes yndefulde fremtoning gør hende til en ideal Pamina. At man aner en svag accent i hendes tyske, gør hende kun mere charmerende. Hendes styrke træder dog først for alvor frem i anden akt, hvor hun har sine store passager: Som forsmået elskende i "Ach, ich fühl's, es ist verschwunden", og da hun på selvmordets rand, taler til dolken " Du also bist mein Bräutigam?", er hendes stemme lige så stærk som hendes karakter er rørende og skrøbelig.
Som bekendt er rollen som Nattens Dronning med dens frygtede staccato-arier en af operaverdenens allersværeste og forbeholdt de dygtigste koloratur-sopraner. Hele salen holdt derfor vejret, da Ildiko Prohaska rasede "Der Hölle Rache kocht in meinem Herzen", og hver eneste tone klang fejlfrit og stormfuldt. Det var en sand fornøjelse at høre, og så gjorde det ikke noget, at hendes indlevelse ikke helt var på højde med hendes udsøgte, tekniske formåen.
De andre roller var alle glimrende, Arpat Süzs var overbevisende som den forelskede Monostratos. Af Dronningens tre damer var sopranen Maja Wirts den mest iørefaldende; men alle tre sang godt - dog gjaldt det for dem, som for de Drei Knaben, at det var meget svært at forstå deres tekst. Alt i alt var Wiener Mozart Opers udgave af Tryllefløjten en storslået oplevelse, og Aabenraa Teaterforening skal have tak for at have hentet dem hertil.
