Flere nyheder

 
Musik
Forførende jazzkillling

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Forførende jazzkillling
Ons. 11. feb. 2004

Caroline Henderson, Københavns eget verdenskrydderi, har i årenes forløb kunne fornøje som både popsild og disco queen. Også forleden fornøjede og forførte sangerinden et propfuldt Jazz House, da hun gav den fuld gas som legende jazzkilling med sin musikalske spinden. "Don't Explain" er Caroline Hendersons nyeste album og samtidig hendes bud på jazzens og den akustiske musiks univers.

Intim og overbevisende jazzoplevelse
Forleden havde nogle få hundrede håbefulde københavnere den ære at blive inviteret ind i dette univers, da sangerinden gav intimkoncert i midten af Københavns hjerte. Det var kærlighed ved første blik, da Caroline Henderson og band intog den lille scene med en så legende og uhøjtidelig atmosfære, at alle tanker om vinter, regnvejr og virkelighed var glemt på et split sekund. Som Caroline Henderson leverede den ene musikalske forkælelse efter den anden for sit forelskede publikum, var det svært at forstå, at denne så overbevisende jazzkilling skulle være født til andet end jazzballader. Denne aften blev en drømmerejse gennem mere end to timers frydende jazzstandards og klassikere blandet med pop og pakket ind i en perfekt stemning af det optimalt veloplagte band. Eneste lille skønhedsfejl må siges at være det manglende medspil fra et publikum, der, som ramt af en dansk folkesygdom, led af rytmesvigt i de blege hænder.

Jazzfortolkning præget af lethed og uhøjtidelighed
Er man mere til stilren jazz end til Caroline, kan det dog være, at man skal holde sig til Billie Holliday og de helt tunge skyts, da repertoiret "Don't Explain" stadig bevæger sig rundt i den mere poppede og lette ende af jazzfortolkningen. Selv er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at Caroline Henderson fortjener al den ros, som anmelderne har øset ud over hende. Hun er på én gang moden men drillende, jazz'et men poppet, alvorlig men ligeglad, selvsikker men uhøjtidelig og meget, meget overbevisende i sin cremede nougatindpakkede lyd og dejlige, naturlige scenefremtræden. Gør dig selv en tjeneste og fang hende live og under alle omstændigheder på cd - det kan jo være, at rytmen vender tilbage i fingrene derhjemme i al ubemærkethed.

Læs foromtalen.