Østre Gasværk bliver i et par timer af dit liv udskiftet med et sceneri aldrig set før: En rigtig DC-9 flymaskine midt på scenen, overdrevne Spies-effekter med stewardesser, rullende ankomsttrapper, landingslys og bagagetoge - det kan ikke andet end at tage pusten fra de tilstedeværende.
Handlingen udspiller sig 1/1 tid, dvs. man oplever et kronologisk forløb i Spies' liv på et par timer, hvor et minut i spillet tid er et minut i real tid. I løbet af disse timer oplever vi Simon Spies' person, som han teede sig overfor sine omgivelser, charmerende eller ulidelig, som det nu faldt ham ind at være. Ifølge manuskriptforfatter og instruktør Nikolaj Cederholm handler Simon ikke så meget om pengegeniet bag Spies Rejser, som den handler om en foregangsmand og en moralløs profet. Som han siger: "jeg har ikke ønsket at tage en mand, som gjorde lige, hvad han havde lyst til, for bagefter inkvisitorisk at spørge: men var han lykkelig? For hvem er lykkelig? Fuck det! Spørgsmålet er snarere: Tør vi at bruge vores liv?". Man skal altså ikke kigge efter de dybere spørgsmål omkring det moderne menneskes moralske ansvar i Nikolaj Cederholms fortolkning af Simon Spies.
Rollebesætningen i Simon er en anden ting, der allerede nu lader de helt store forventninger vente på sig. I den helt centrale rolle som selveste Simon Spies ses stand-up komiker Anders Matthesen, der tidligere er blevet verdenskendt i Danmark fra sin rolle som Stewart Stardust og sidste års julekalender. Simon er Anders Matthesens teaterdebut, og han virker på forhånd som skabt til den rolle. Undervejs i opholdet i Entebbe lufthavn stifter vi bekendtskab med flere af Simon Spies' nære og nye bekendtskaber. I rollen som Simons mor og Elif Kroager ses Jimmy Jørgensen, og som både Ugandas diktator og irriterende nassende nevø opleves Bjarne Henriksen. En ung Janni Spies spilles af to 15-årige debutanter, og som en yderst veloplagt og overbevisende Mogens Glistrup ses Søren Hauch-Fausbøll. Hertil kommer et væld af festlige indslag fra syngende morgenbolledamer, live popband og dansende stewarder og stewardesser.
Spænd sikkerhedsselen, denne chartertur er ikke for sarte sjæle!
Det spektakulære lufthavnsshow går i luften den 14. februar og kan opleves frem til den 15. maj 2004. Se spilletider.
Læs KultuNauts anmeldelse af Simon.