Flere nyheder

 
Litteratur
Russiske godnathistorier

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Russiske godnathistorier
Tir. 24. feb. 2004

Herta Turnowsky har oversat et udvalg af Eugen Kluevs finurlige, russiske eventyr til tysk og dansk i bogen "Gutenachtgeschichten - Godnathistorier". Det er vidunderlige historier, der henvender sig til børnene og gør dem fortrolige med magien omkring dem - i en gammel sko, en trehjulet cykel eller en natpotte med et trist motiv.

Inspirerende undervisning
Det er ikke mere end seks år siden, Herta Turnowsky besluttede sig for at lære russisk. Hendes underviser blev sprogprofessor Eugen Kluev, og hans eventyr blev ganske naturligt inddraget i undervisningen - til oversættelse. Hun blev så begejstret for dem, at hun besluttede sig for at oversætte dem, og nu foreligger resultatet så i bogform, tilgængeligt for enhver, der elsker gode historier. Læs blot indledningen til "Den Trehjulede Cykel":

"At alle trehjulede cykler skulle være små og ikke rigtigt kloge, er nok bare noget, man siger. I virkeligheden er mange af dem så kloge, at det halve kunne være nok. Til tider siger de noget, der er så betydningsfuldt, at det ville være klogt straks at skrive det ned og lære det udenad.

Desværre er der kun ganske få, der hører efter, hvad en trehjulet cykel siger. Derfor havde vores Trehjulede Cykel også for vane ikke at sige ret meget. Og fordi en Lille Cykelrytter ustandseligt skældte den ud, mistede den helt lysten til at udtale sig om noget som helst. ..."

Hverdags-eventyr
Eventyrene er ganske korte og egner sig derfor godt til højtlæsning. Fra første ord fremkalder de den helt specielle eventyrsstemning, jeg har elsket, lige siden jeg var barn. Eventyrene er fremmedartede, fordi de konstant overrasker med pudsige, uforudsete vendinger og en til tider meget bogstavelig måde at opfatte verden på. Samtidigt handler de om ganske almindelige hverdagsting, der pludselig viser sig som forvandlede, så man aner, at eventyret er alle vegne omkring én - hvis blot man kigger efter.

Der er historien om den bindende aftale mellem to snørebånd, om to paraplyer, der forelsker sig i hinanden og om Dragen på den kinesiske badekåbe, der måske ikke er helt ufarlig, selvom den blot er syet på. Min egen favorit er historien om det lille mareridt, der var ganske bedrøvet over at den var nødt til at forskrække folk; - men sådan er det jo at være mareridt! Eller er der mon en udvej? Mange af eventyrene har små moraler, der dog ikke overdøver selve fortællingen, og mange er simpelthen historier for historiens skyld, der stråler af fortælleglæde.

Farvestrålende illustrationer
Til en rigtig eventyrbog hører naturligvis også nogle fantasifulde illustrationer, og dem har den ganske unge Inge-Lise Kragh stået for. De er meget charmerende og yderst farvestrålende, og selvom hun holder sig strengt til historierne, er billederne meget opfindsomme. Stilen er naivistisk og passer glimrende til fortællingerne, samtidigt med at de kan sætte gang i børnenes fantasi.

Grænselandsfortællinger
Gutenachtgeschichten - Godnathistorier består af 36 eventyr, hvoraf halvdelen er oversat til tysk og den anden halvdel til dansk. Derfor er den først og fremmest tiltænkt børn og forældre i grænselandet; men det bør man nu ikke lade sig afskrække af. Bogen vil f.eks. være velegnet til tysk undervisning, og den er også billig nok til at man sagtens kan nøjes med at købe den for de danske eventyr. Den koster 100 kr. og kan købes i de tyske biblioteker i Tinglev, Tønder, Haderslev, Sønderborg og Aabenraa samt rekvireres hos Herta Turnowsky på adressen eturnowsky@mail.dk.