Når operagæster efterspørger Rossinis kunstnerisk højt begavede og komiske operaer som "Barberen i Sevilla" og "Rejsen til Reims", svarer Den Kongelige Opera gerne. Og de seneste års opsætninger har været store succeser. "Rejsen til Reims" bør nydes en regnvåd dag i Danmark, hvor fantasi, inspiration og en forventning om en bedre verden er gået i stå. Rossini og Det Kongelige Teater hjælper dig op af stolen og ud på fantasiens legeplads.
"Mine damer og herrer. Vi bliver desværre nødt til at aflyse eftermiddagens forestilling, da vi ikke længere kan garantere for jeres sikkerhed," lød det over Gamle Scenes højtalere, da Rossini-fjollerierne var ved at være til ende. Operaen Rejsen til Reims var mundet ud i koreograferet kaos med et farvestrålende mylder af sangere både blandt de forreste publikumsrækker og alleryderst på scenekanten. Fra sufflørboksen stak et flagrende, hvidt flag ud..
Forud for denne "aflysning" var publikum blevet overfodret med talent: Anne Margrethe Dahl som den modegale grevinde Folleville [fra fransk 'gale by'], Sine Bundgaard ny i primadonnaen Corinnas parti og John Lundgren som Don Profundo [fra latin 'dybet']. Karaktererne indgår i operaens kludetæppe af personager fra Europas højeste samfundslag anno 1825, der alle er samlet på det franske hotel Den Gyldne Lilje. Impulsivt beslutter selskabet sig for at drage til Charles den X's kroning i Reims. Der synges arier om en ny, skriggrøn hat, om registreringen af de rejsendes bagage samt om lægetjekket af deres helbred. Stilen er den svære og stakåndede bel canto, og sangerne øser alle rundhåndet af koloraturer, spænding og morskab.
Selv om netop 'rejsen til Reims' går i vasken på grund af manglende hestetransport, og handlingen dermed også får et skud for boven, er det alt rigeligt at beskue hotelgæsternes udskejelser i tre timer. For de mange sangere - et sted opføres et intermezzo med intet mindre end 14 solostemmer - udøver den professionelt utæmmede galskab med en fingerspidsfornemmelse for både publikums og partiernes smertetærskel. Bel canto kan stresse det indre øre, men udført med Rossinis samlede elegance, 
sødmefuldhed og kraft som i denne opsætning mærker man geniet og den idérigdom, der herskede hos datidens største og nutidens mindst skattede operakomponist.
Da rejsen går i vasken, holder det multikulturelle selskab i stedet en stor fest, som er den, der løber fornøjeligt løbsk mod slutningen. Festen samler de kulturelle indtryk fra gæsternes hjemlande: Italien, Tyrol, England, Rusland og Spanien, og trods jalousidrama, magtkampe og almindelig misundelse kommer festen - ja, måske endda hele operaen - til at stå som en slags realkommentar til nutidens samfund, hvor vi kæmper for at elske vores næste.
Måske kan han det hele, ham Rossini. Musik, kærlighed og eftertænksomhed!
Fotograf: Martin Mydtskov Rønne
