Flere nyheder

 
Teater
H.C. Andersen-dukketeater

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
H.C. Andersen-dukketeater
Man. 1. mar. 2004

I anledning af H.C. Andersen-jubilæet som fejres i år, har Svalegangen besluttet at sætte en række af hans eventyr op på deres dukketeater. Den 28. februar var der således præmiere på de mindre kendte eventyr "Nissen hos spækhøkeren" og "12 med posten".

Dukketeateret ligger helt oppe på 4. sal og man må bestige en lang og stejl trappe for at komme helt derop. Det lille teater har kun få stole, men til gengæld masser af atmosfære. Man skulle tro, at de opsatte stykker ville forårsage masser af børn blandt publikum, men dette var på ingen måde tilfældet. Det virkede, som om publikum hovedsagelig var ældre mennesker, som ville genopleve barndommens dukketeater. Nutidens børn vil måske heller ikke kunne se fidusen ved styrede papfigurer, når de er vandt til de levende billeder på fjernsyn.

Historierne følger fuldstændigt H.C. Andersens oprindelige fortællinger, og det er meget anderledes at se stykkerne sat op som dukketeater i forhold til selv at læse dem eller se dem opført i fjernsyn eller som almindeligt teaterstykke. Dukketeateret kræver mere af ens fantasi, fordi figurerne egentlig bare kører ud og ind uden at gøre noget; det skal man alt sammen tænke sig til.

Hele historien var på forhånd indtalt på bånd inkl. underlægningsmusikken. Begge stykker blev udført af Per Brink Abrahamsen, som efter stykkerne inviterede publikum ind bagved for at inspicere teknikken.

Dekorationer og figurer var flot dekoreret, men det kunne være svært at se det hele, da der ikke i dukketeateret er mulighed for at hæve de bagerste sæder længere op. Det kan overraske, at dukkerne var små papfigurer, efter at have set de dukker der er udstillet i montren ved trappen op til foyeren, havde man nok forstilt sig håndholdte dukker.

Dukke-teaterstykkerne vil nok forårsage en del nostalgi og genkendelsens glæde hos de ældre generationer og er et kuriøst indslag i forhold til de mere kendte teatergenrer, der findes i dag.

Se spilletider.