Flere nyheder

 
Teater
Klokkeren fra Notre Dame

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Klokkeren fra Notre Dame
Tir. 9. mar. 2004

Paris er flyttet til Folketeateret for en stund, inden byen skal pakkes ned og sendes rundt i landet med Det Danske Teater. Og netop mobiliteten bærer musicalen Klokkeren fra Notre Dame præg af, for det er eneste forklaring på, hvorfor de medvirkende møver rundt med scenografiens metaltårne under forestillingen. Se den, hvis du ikke kan lade være - ellers; Ja, så lad endelig være..

Tidskapslen snurrer på Folketeateret, hvor Victor Hugos berømte roman om Klokkeren fra Notre Dame er sat op som musical. Fortællingen er fra 1831, den foregår i 1482 og er anno 2002 dramatiseret i en musical af nationalbamsen Sebastian. Fra den oprindelige besætning på 120 og en længde på fire timer er Sebastians værk i Folketeaterets opførelse reduceret til 15 kunstnere, der i 2½ time synger, danser og spiller udvalgte passager. Og måske det netop er ekvilibrismen, der giver indtryk af, at hver anden side blot er revet ud for at korte længden ned. I hvert fald gennemarbejdes personerne - og særligt de interpersonelle relationer - ikke optimalt.

Vi kender historien om den elendige krøbling - klokkeren - der under Narrepavefesten i Paris forlader klokketårnet i Notre Dame for at beundre sigøjneren Esmeralda, der på en og samme tid er genstand for parisernes begær og had. Der er episk skub i det gamle eventyr om kirken, Bibelen, fornedrelsen og erotikken, men af svært gennemskuelige årsager formår Folketeateret kun at vise elementer af de brutale opgør, der potentielt ligger mellem katolicismen og darwinismen, kærlighed og foragt samt ydre grimhed og indre skønhed.

Esmeralda spilles og danses ganske forunderligt af svenske Rahel Yebio, der giver tidslinjen en ekstra dimension med sin optræden i showprægede cowboybukser i lighed med en lige så gennemslagskraftig tiggerkonge Jaques Clopin, som får autentisk liv og stil af Donald Andersen i moderne rullestol. Sebastians simple tekststykker a la hjerte-smerte-rimfraser hjælper publikum til at hitte rede i det øvrige persongalleri, der fortaber sig i glemslen, fordi hver scene er skåret over samme læst med en solo, der efterhånden underbygges af korsangere. Mellem de tvivlsomme og bævende stemmer skiller Isabel Piganiols smukke operarøst sig dog ud, og var det ikke på grund af det positivt iørefaldende afbræk, ville publikum hér have fået en oplevelse af musicalgenren, når den udfoldes under de bedste betingelser.

Vil det mon være en ros at tilføje, scenerne dog adskiller sig deri at spænde fra parodierende sommerrevy over rockkoncert til griiiibende, patetiske følelsesudladninger af de seriøst mente?!? Nej, vistnok ikke. Men skægt var det at se, hvordan man med absolut stil- og tidsforvirring kan skabe en så gennemført, klokkeren kikser.

Se spilletider.