"Rasteplads eller Alle gør det". Umiddelbart er dette en sætning, der for de fleste vil falde uden for en hver form for almen logik. Ikke desto mindre er det titlen på et temmelig anderledes teaterstykke, der netop nu kan opleves i Det Kongelige Teaters Turbinehallerne. Samtidig er denne titel et udmærket forvarsel på, hvad man kan forvente sig af den medfølgende time og 20 minutters vanvittige udlevering af ordstrømme og karikerede figurer.
Teatrets rasende kvinde
I Rasteplads eller Alle gør det kan man godt glemme alt om dialog og teaterdramatik i god gammeldags forstand. Stykket er oprindelig skrevet af den østrigske dramatiker Elfriede Jelinik, der er kendt og endda prisbelønnet for sit helt ejendommelige og radikale syn på teateret. I Østrig siges hun at være "teatrets rasende kvinde", og det er ikke helt uden grund. Hun ønsker at udstille menneskets, og især østrigernes, ubehagelige underlæggelse af strukturer, der styrer os på baggrund af både de historiske forhold, synet på kønnene og underholdnings- og medieindustriens magt. Til at afsløre menneskets mekanismer, bruger hun talen, hvilket vil sige bogstavelig talt kaskader af ord, der overtager styringen af hendes karakterer, som reduceres til uvidende hylstre.
Rastepladsen - pladsen hvor intet lykkes
Også i det moderne satyrspil Rasteplads sættes man fra start på prøve af kringlede ordopremsninger, der tilsyneladende bebuder dybere, livsfilosofiske betragtninger. Konkret handler stykket om to midaldrende kvinde, der, som alderen for alvor begynder at sætte sin tand i dem, får ondt i livet - og ikke mindst underlivet. De beslutter sig for at genfinde deres selvværd gennem en fræk sexannonce med en bjørn og en elg. Sexmødet skal finde sted på en rasteplads, hvor de to kvinder, spændte som små skolepiger, har lokket deres sportstunede ægtemænd til at gøre holdt for en kort bemærkning.
Rastepladsen bliver det perfekte omdrejningspunkt for udleveringen af disse moderne menneskers problemer med hinanden, og de liv, de hver især har valgt at leve. Rastepladsen der oprindelig skulle fungere som et sted, man hviler ud og tager et pust, er blevet en moralsk endestation, hvor mennesket konfronteres med sine sandheder. Kvinderne må sande, at deres længe ventede møde med hed og dyrisk sex, kun ender i stor skuffelse. Mændene får lige pludselig ondt i deres ellers så selvretfærdige livssyn. Almindelige mennesker indlades på absurd sex, og selv dyrene kan ikke længere finde ud af at være dyr. Intet er intakt på denne rasteplads ud over den uhumske tjenerskikkelse med fedtet hår og bar røv, der deler gavmildt ud af sine overfilosofiske evner.
Kan absurd blive for absurd?
Rasteplads er et stykke nytænkning, og alene af den grund er det værd at opleve. De danske skuespillere med Bodil Jørgensen, Birgitte Simonsen, Mikael Birkkjær og Niels Anders Thorn ved roret udfylder deres roller helt ubeklageligt. Men de er også hjulpet godt på vej af de spektakulære biroller og de i det hele taget uovertrufne kostumer. Som beskuer og bliver man nemt tabt i de lange hvirvlende talestrømme, og hele arrangementet bliver til tider så absurd overgearet, at det grænser til det platte. Dette opvejes dog i sidste ende af den visuelt set helt fantastiske scenografiske og kostumemæssige løsning. Ligesom den overordnede samfundskritiske pointe i sidste ende ikke er til at tage fejl af. Men det vil jeg nu overlade til beskueren selv at afgøre.
Foto: Per-Anders Jörgensen