ARS NOVA er altid en overværelse værd, men deres seneste koncert i Christians Kirke var engletilhørere værdig. Madrigaler fra 1600-tallets Italien var på programmet med en ærkelut som eneste akkompagnement, og mere behøver vokalensemblet heller ikke, for deres kunster består i at tryllebinde publikum med toner så rene og klare.
Hyrdespil lyder måske ikke så indtagende, men i ARS NOVAs nistemmige opførelse af Monteverdi-bearbejdningen af Guarinis teaterstykke (!) synes det både ømt og smertenskærligt. Det er ulykkelig kærlighed i højeste potens, og med dirigent Paul Hillier som intermezzooplæser bliver sammenstykningen af madrigal og teater fuldendt. Vokalensemblet rammer også denne gang alle toner rent, og med hyrdespil i munden og omfavnet af Christianskirken kan de alt for få publikummer næsten besmykke sig med betegnelsen 'lykkelige'.
Madrigalerne greb om sig som stilart i 1500 og 1600-tallet på trods af den indviklede rimstilling i 3 til 4-linjede strofer, der indgår i den lyriske kunstsang, som er ARS NOVAs vandmærke. Madrigal betyder egentlig 'moderskød', og sangene har da også denne udsøgte evne til at vugge tilhørerne ind i en tilstand af tidslomme og påtrængende velbehag.
Sidste stik - en madrigalkomedie skrevet af en munk fra Bologna - er en fængende oplevelse udi sangens teatralske væsen. Italienere fra hele landet samt et antal turister er på vej med færgen fra Venedig til Padova, og undervejs tager de hver især teten til en karikeret sang om deres oprindelsesstad; musiklæreren fra Lucca, boghandleren fra Firenze, ågerkarlen fra Venedig og den tyske drukmås. Solisterne fra ARS NOVA levendegør dem alle og skaber foruden skønklang både komik, plastik og mimik på topplan. Vokalsatserne er rent fis og minder i sit væsen om den aktuelle Rossiniopera på Gamle Scene, Reisen til Reims, der ligeledes indeholder rustikke vrøvlescener inspireret af folkeslagenes individuelle karakteristika.
ARS NOVA hitter endnu en gang med deres ydmygt tilbageholdene stil og overlegne tonesprog!
