Mens kvinder i resten af samfundet er ved at blive pudset op som stærke, dominerende, dygtige ledere etc., udstiller Stærekassen lige nu kvinders svaghed i kærlighedslivet i "To kvinder". En totimers dialog mellem den kontrære Madeleine og pæææne Frances skal illustrere, hvordan vi alle bliver slaver, når vi elsker. Den ene kvinde var gift med og den anden elskerinde til stykkets tredje, men ikke visible hovedperson, Martin.
Vi møder hustruen møde elskerinden møde sin fortid i mødet mellem Madeleine og Frances i David Hares To Kvinder. Dette møde varsler umiddelbart drama og excitement, men mens publikum venter på en ibsensk afsløring, venter de to kvinder - Githa Nørby som Madeleine og Birthe Neumann som Frances - ikke på så meget andet, end hvad den anden kan fortælle om livet med den mand, de begge har haft et livslangt forhold til, Martin.
Kvinderne er midaldrende, og mainstream succesforfatteren Frances har indtil for nylig været gift med Martin, som har forladt hende for en langt yngre model. Låst fast i en skriveblokering og øjensynlige spekulationer over livets absurditeter har hun opsøgt forskeren Madeleine, hvem det er blevet Frances' erfaring, at manden havde en affære med. Hvis man da kan kalde 25 års systematisk utroskab for en affære..
Dialogen er skudt i gang fra stykkets første minut og kredser om de spørgsmål, som er oplagte: Hvornår mødte I hinanden? Hvad skete der? Hvem elskede hvem? Vidste du intet? I en lang skæbnedans udøver de to kvindetyper nu hver sin slags magt over situationen og den anden. Madeleine forsvarer sin ret til at være 'fri og ikke defineret af nogen mand' og kalder familien 'en undskyldning for egennytte på linje med en fagforening, som tillader, at vi ikke bekymrer os om andre'. Frances hævder ganske rimeligt sin ret til at værne om ægteskabets som institution. Men Frances har et supplerende ærinde: Hun indsamler stof til en ny bog. Om det er den egentlige årsag til, at hun har opsøgt Madeleine, skal være op til den enkelte at afgøre. Resultatet af det skrabede drama er i hvert fald, at det, som er fraværende på scenen, kommer til at tegne sig tydeligst i tilskuerens erindring. Martin og bogens potentiale.
Ghita Nørby spiller som altid sobert og genkendeligt. Hun har en del udfordringer liggende i den statiske scenografi, fordi hendes rastløse og oprørske karakter kræver rum og rekvisitter. Og det kan man se, at hun mangler en løsning på, de gange hun forfjamsket vandrer omkring med elkogeren, stiller et glas øl på to-tre forskellige borde og rydder fiktivt op i papirer. Portrættet som Madeleine står dog stærkt og smertefuldt som en tegning af en generation, der nok overlevede sine egne 60'eridealer, men fyrre år efter blev fanget i ensomheden, bitterheden og - måske - fortrydelsen over at have levet livet i trods.
Danmarks bi(rolle)dronning Birthe Neumann tilfører Stærekassen en ny spillestil, grænsende til det komiske, og den kan man lide eller lade være. I mine øjne fremstår Neumann som To Kvinders virkelige stjerne, fordi hendes realisation af gennemsigtige karaktertræk som usikkerhed, tvesind, misundelse og skjult rebel er så dejligt plastisk og håndterbar. Se To Kvinder for at se hende!
Foto: Henrik Stenberg
