Det Kongelige Teater havde den 2. april repremiere på Friedrich Schillers drama "Kabale og Kærlighed" - en lettere triviel historie om ung kærlighed i modvind. Opsætningen derimod er ganske opfindsom og skuespillerne gør det glimrende. Især Kurt Ravn og Søren Sætter-Lassen giver stykket det ekstra pift, der gør det seværdigt.
Hjerte-smerte
Den adelige Ferdinand og den borgerlige Louise elsker hinanden, men Ferdinands skrupelløse far, Minister von Walter, har andre planer med sønnen: Et ægteskab med fyrstens aflagte elskerinde, der skal sikre ministerens fortsatte indflydelse på hoffet. Da hans rådgiver, Wurm, selv er forelsket i Louise, skyr denne ingen midler for at skille de elskende fra hinanden.
Selve historien er jo nok set før, og Schillers sentimentale stil vil nok virke forældet og overdreven empatisk på de fleste. Hovedpersonerne er så idealistiske, at det retfærdiggør selvmord og drab; og det får sommetider logikken til at halte. Har man en gang indgået en ed, kan den ikke brydes, ligegyldigt hvad konsekvenserne bliver.
Fin opsætning
Til gengæld har den gamle historie fået nye klæder, der virker som en gevaldig ansigtsløftning: Det ellers ubevægelige rum brydes af rullende fortorve, der enten tillader skuespillerne at trave lange ture uden at bevæge sig synderligt af stedet, eller at en scene kan skiftes uden at aktørerne behøver flytte sig. Dette er ikke bare forfriskende men også overraskende virkningsfuldt.
Som kontrast hertil står skuespillernes fine kostumer, helt i 1700-tallets ånd. Store parykker, korsetter og brusende skørter komplementerer den lidt snørklede tale, og fremhæver samtidigt de forskellige personers karakter. Ikke for ingenting trækker maitressen, spillet overbevisende af Kirsten Olesen, i sit mest overvældende outfit for at blænde og skræmme den jævne rivalinde.
Hæderlige præstationer
Søren Sætter-Lassen har været trumfkortet på mange af Det kongelige teaters seneste forestillinger, og her er Kabale og Kærlighed ingen undtagelse. Han er uovertruffen slesk og ubehagelig som den intrigante Wurm, der dog i enkelte glimt formår at vække medlidenhed i sin ulykkelige, ugengældte kærlighed til Louise.
De to hovedpersoner spilles af hhv. Rasmus Botoft og Sonja Richter, hvis noble profiler passer perfekt til et Schiller'sk drama. Desværre formåede Rasmus Botofts Ferdinand aldrig rigtigt at gribe tilskueren, og det var til tider svært at tage den overdrevne affekt alvorligt. 
Sonja Richter fniste i sin forelskelse som en skolepige på ecstasy; og selvom hun aldrig udvikler sig til nogen fuldendt tragedienne, leverer hun en særdeles hæderlig indsats.
Kurt Ravn er et klart plus i rollen som Louises far, spillemand Miller, der om nogen er mærket af tragedierne. Stig Hoffmeyer får det til at løbe koldt ned af ryggen som den beregnende og yderst autoritære minister.
Alt i alt er det lykkedes instruktøren Staffan Valdemar Holm og skuespillerne, at gøre et seværdigt stykke ud af Schillers historie, der desværre er lidt for triviel til for alvor at sætte sindene i kog.
Foto: Mats Bäcker
