En verdenspremiere - intet mindre - byder Det Kongelige Teater på med balletten "Anna Karenina". Forestillingen lukker samtidig ringen for balletdanser og koreograf Alexei Ratmansky, der overværede urpremieren på Anna Karenina i Bolsjoj tilbage i 1972 og nu skal hjem til fødelandet Rusland som netop balletchef for Bolsjojballetten.
Leo Tolstojs omfangsrige roman Anna Karenina er i balletten af samme navn reduceret til trekantsdramaet mellem den uelskede ægtemand, kvinden og barnet samt den fyrige elsker. Det er drama, som er til at forstå! Librettoen lægger hovedvægten på det emotionelle frem for på den familiære og kulturelle afvigelse, Anna Kareninas valg var i datidens 1800-tals russiske aristokrati. Men med denne letforståelige konflikt er der givet los for finurligheder i dans og scenografi, og det lader hverken Alexei Ratmansky eller Mikael Melbye sig sige to gange.
For at holde publikum optimalt underholdt er der valgt en forestilling i blot to akter med hurtige sceneskift - og i løsningen herpå kommer Mikael Melbyes oprindelige uddannelse som fotograf ham til tjeneste. På scenens kæmpestore rundhorisont projiceres smukke, farvestrålende billed- og videoklip af russiske løgkupler fra Moskva, balsale, guldornamenterede herreværelser, kirsebærtræer i blomst og hvasse forfædre, der puster hovedpersonerne moralsk i nakken. Forfriskende at se på Gamle Scene og så virkningsfuldt, at det næsten kun er billeduniverset, der sammen med Rodion Shchedrins hyperdramatiske tonesprog står tilbage, efter at man har forladt den danske verdenspremiere på Alexei Ratmanskys ballet.
Synd, for man kan se, hvordan vores 'egen' russer Ratmansky har lagt hele sin folkesjæl i de bløde og runde trin, hvor fokus til forskel fra den traditionelle ballet er lagt på hele danserens krop, således at koordinering af arme og anden gestik får foretræde frem for hop, løft og piruetter. Denne hands-on kropslige stil understøtter fortællingen, og Mads Blangstrup og Peter Bo Bendixen i de mandlige hovedroller som hhv. elsker og ægtemand er med til at garantere, at publikum ikke går forkert i byen i deres fortolkning af ret og vrang - sexet og usexet. En overordentlig moderne måde at retfærdiggøre utroskab og svigt. Men ingen grund til at lade sig støde på manchetterne - det er jo blot fiktion.
Mikael Melbye har virkelig revet sig med virkemidler, og scenen bobler af galopbane, levendes tog og lige så spillevende drømmescener. Et festfyrværkeri må Anna Karenina betegnes som, men husker jeg om 20 år, at det var en ballet? En film eller egne dannede billeder under læsningen af Tolstoj? Nej, måske ikke, men hvad gør det, når blot oplevelsen har brændt sig fast?
Fotos: Henrik Stenberg
