Flere nyheder

 
Litteratur
Ha' det rigtigt godt

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ha' det rigtigt godt
Man. 19. apr. 2004

Folketingsmedlem og læge Jørgen Winther og Hortonom, ph.d og tidligere lektor ved Landbohøjskolen Niels Ehler præsenterer med bogen "Ha' det rigtigt godt" et helt nyt syn på hvilken kost og livsstil, der bør være danskernes foretrukne. Bogen vil desværre nok hovedsagelig blive læst af folk, der i forvejen interesserer sig for at forbedre deres helbred, men det er forfatternes ønske at deres fire slankeråd med tiden skal blive lige så integreret i danskernes bevidsthed som udsagnene: "Sukker feder ikke!" Eller "kulhydrater kan ikke omdannes til fedt!" tidligere har været det.

De fire slankeråd som forfatterne søger at slå fast er:

1. Spis mest muligt grønt og frisk frugt - mindst 600 gram om dagen.
2. Spis mindst muligt sukker, hvidt brød, kartofler, pasta, ris og andre stivelsesholdige fødevarer.
3. Tag et dagligt kosttilskud af omega3-fedtsyrer.
4. Vær fysisk aktiv mindst fire timer om ugen.

Resten af bogen bruges hovedsagligt til at forklare, hvorfor kroppen reagerer godt på ovenstående slankeråd. Dette gøres dels ved at inddrage forskningsresultater for udenlandske undersøgelser, men også ved at tage udgangspunkt i, at den menneskelige krop er tilpasset stenaldermenneskets og grunden til at så mange bliver overvægtige er, at vi ikke mere spiser den samme fødevarer med den samme sammensætning og har det aktivitetsniveau, som man havde i stenalderen. Argumentationen er til at forstå for almindelige mennesker, og kender man bare lidt til kemi, vil man også kunne indse, at stivelsesindtag og kroppens insulinniveau nødvendigvis må have indflydelse på lagring af fedt i kroppen.

Winther og Ehler præsentere en noget anderledes kostpyramide end den, man har været vandt til i de sidste mange år, og hører man til de mennesker, der ikke har kunnet tabe sig på en fedtfattig-kulhydratrig kost eller oven i købet har taget på af den, så kunne det måske være værd at prøve den nye kostpyramide. Forslagene er til at forstå og rådene er velunderbyggede og læner sig op af den nyeste udenlandske forskning.

Sidst i bogen slås der til lyd for skepsis overfor forskning, som er betalt af erhvervslivet. Der fremdrages flere nyere undersøgelser, som sjovt nok alle sammen viser positive resultater overfor sponsorens produkter. Hvis man skal tro Winther og Ehler, så har vi en slags mafiaagtig tilstand inden for fødevaresektoren herhjemme, hvor det er de samme mennesker der har fremført deres meninger og en fastsammentømret klike der har siddet på alle topposterne indenfor fødevareforskningen, og dermed haft magten over den viden, som blev danskerne til del. Det påstås blandt andet, at det kun var Arne Astrup og Anne Raben i den danske forskerverden, som mente at sukker ikke fedede. Denne "sandhed" fik så lov til at stå uimodsagt i næsten 10 år, fordi ingen andre magtede, gad eller turde stå frem og modsige den.

Ha' det rigtigt godt er en glimrende bog og et godt bud på, at der er andre og måske mere effektive slankeråd, end dem vi har lyttet til de sidste 10 år. Desværre er det også endnu en bog som kun tager udgangspunkt i, at folk der gerne vil tabe sig, bare skal have nogle gode slankeråd. At overvægt også kan stamme fra en psykisk ubalance eller en uheldig adfærd, som stammer fra nogle helt andre problemer, der ikke nødvendigvis er madrelaterede, bliver overhovedet ikke nævnt. Dette er muligvis heller ikke bogens sigte, men fakta er, at hovedparten af overvægtige er det, fordi de er følelsesmæssige spisere, som spiser som en reaktion på at de keder sig, er kede af det, er glade, ensomme, etc. og ikke fordi de ikke kan finde ud af at spise rigtigt.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Jørgen Winther og Niels Ehler: Ha' det rigtigt godt!
Gyldendals Forlag
Sider: 192
Udgivelsesdato: 19.04.2004
ISBN: 87-02-01910-8