Flere nyheder

 
Litteratur
Vinterdronningen

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Vinterdronningen
Man. 19. apr. 2004

Boris Akunins fantastiske kriminalroman, "Vinterdronningen" er første bind i serien om den purunge politimand Erast Fandorin. Et mystisk selvmord, hvor en særdeles velhavende yngling leger russisk roulette i en offentlig park, viser sig at være del af en international sag af uhyre proportioner. Med begynderheld og overlevelsesevne overvinder Fandorin de farligste situationer, kun for at havne i endnu større fare.

Agent ved tilfælde
Den forældreløse Erast Petrovitj Fandorin er kun 19 år gammel, og det er derfor mest af faderlig velvilje, at hans foresatte, Grusjin, lader ham kigge nærmere på den styrtende rige Pjotr Kokorins mærkelige selvmord. Det viser sig at Kokorin og en ukendt student har leget russisk roulette midt inde i Moskva og gang på gang på skift har trykket på aftrækkeren, indtil Kokorin endeligt skyder sig selv for øjnene af den smukke, unge Elizaveta. Hans afskedsbrev udtrykker kun hån og livslede, og hans testamente overlader alt til den engelske Lady Astor og hendes børnehjem, de såkaldte Astornater.

Fandorin kommer snart på sporet af studenten, der også viser sig at være hovedrig, og i den forbindelse møder han også den magnetiske Amelia Bezjetskaja og hendes skare af tilbedere. Han møder også selveste Lady Astor, og med den tydelige erindring af livet på et russisk børnehjem i baghovedet fascineres han af hendes humane, pædagogiske indstilling. Det viser sig dog snart, han er ude, hvor han ikke kan bunde - det første mordforsøg spoleres på herligste vis af Fandorins forfængelighed, men faren lurer alle vegne, og det bliver stadigt vanskeligere at vide, hvem han kan stole på.

Humor og spænding
Vinterdronningen er både uhørt morsom og vanvittigt spændende, samtidigt med at dens placering i Moskva i 1876 giver den et fremmed og eksotisk skær. Vor unge helt iklæder sig f.eks. korset, ganske som moden foreskriver det, og lider som resultat heraf de frygteligste kvaler. Troskyldig og rødmende, men samtidigt trodsig og uforskammet heldig lykkes det ham at indynde sig hos en lang række mistænkelige personer - og samtidigt hos læseren. Efterhånden befolkes genren jo mest af gamle gnavne mænd, og det er forfriskende med en ung og uerfaren helt, der vises bort af portnere og forelsker sig i mistænkte.

I perioder bliver det også en helt rejseroman, hvor Fandorin bliver sendt til Wien, Berlin og Paris - uden dog at kunne nyde det, da han er meget utålmodig efter at frem til bestemmelsesstedet: London, hvor han igen støder på nogle russiske bekendte. - Hvis ikke man er vandt til at læse russiske romaner, skal man advares om den for os fremmede vane med skiftevis at omtale en person med fornavn, mellemnavn og efternavn. Det er derfor værd lige at mærke sig de vigtigste personers fulde navn, så man ikke pludselig tror, det er tre forskellige personer.

Spændingen er helt i top, og det er umuligt at lægge bogen fra sig, når først man er begyndt. Skiftevis imponeres man af Fandorins mod og snarrådighed og frustreres af hans godtroenhed. Slutningen er uhørt - omend alt er opklaret - og man bladrer fortvivlet videre, for... sådan kan den da ikke slutte. Men det gør den jo heller ikke. Vinterdronningen er kun første bind af 12, og andet bind, Tyrkisk gambit foreligger allerede på dansk.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Boris Akunin: Vinterdronningen
Gyldendals Forlag
Sider: 248
Udgivelsesdato: 15.04.2004
ISBN: 87-02-02378-4