Ravel måtte vi undvære. Anders Öberg måtte vi også undvære. Men hvad gør det, når Paizo-kvartetten og Mozart sættes i deres sted? Intet! Kammerkoncerten på Nationalmuseet overraskede positivt. Violinist Mikkel Futtrup måtte udvide den oprindeligt planlagte duo til kvartet under søndagens kammerkoncert, hvor programmet ellers var spundet om en to-tre-fire-løsning og dramatisk opbygning fra Ravel-duo over Beethoven-trio til Brahms-kvartet. Ravel måtte vi altså undvære, men fik i stedet den smukke Mozart-klassiker 'Dissonanskvartetten' med Paizo-kvartetten, som foruden Mikkel Futtrup består af hans søster Kirstine samt cellist Toke Møldrup og på bratsch Magde Stevensson.
Således omdannet til kvartetsandwich begyndte de musikalske udfoldelser på Nationalmuseet med 'fuld hane' fra den tørre tid, hvor komponister var håndværkere og publikum småt. Beundringsværdigt har Det Kongelige Teater nærmest insisterende afholdt halvtomme kammerkoncerter og liedsang flere søndage, men denne på Nationalmuseet er den mest perfekte og autentiske, jeg til dato har overværet. Paizo-kvartetten håndterede Mozart meget mozartsk - altså livligt grænsende til det livgivende og med hårde, bestemte bueafslutninger, som ordløst fortalte tilhørerne, at "det hér, venner, dét er kammermusik, der vil noget." Mikkel Futtrups violin dansede et niveau over resten af kvartetten, men da kvaliteten var ekstremt høj, gav hr. Futtrups iøjnefaldende evner blot et præg af førstesolist.
Mens vi ventede..
Mens vi 'ventede' på Katrine Gislinge, skulle både Beethoven og en pause sluges, og sidste gled noget lettere ned end første. Strygertrioen spillede klingende sobert, men lidt som et strikketøj, der strikkes en anelse for stramt. For reflekteret. Beethoven er følelser og skal opføres med dem i behold - ikke intellektet.
Så kom eftermiddagens shownummer endelig! Brahms klaverkvartet i g-mol med Katrine Gislinge ved flygelet. Brahms orientering mod de Østeuropæiske toner har været en hårdtslående gevinst for de tamme tyskere, som dominerede kammermusikken i 1700-tallet. De klassiske stykker krydret med folkemusikken går ind, hvor hjertet sidder, og inspirerer til at elske, spise, danse og opleve. Hvilken storhed at overvære i festsalen blandt vores nationalklenodier og indsamlet verdenskultur.
Koncertmester fra Det Kongelige Tobias Durholm førte violinbuen fra pladsen over for Ingmar Brantelid på cello - så fås det næsten ikke bedre - og Sune Ranmo supplerede fra sin bratsch. En fuldendt trup, der lige så meget fuldendte Brahms værk og såede krystaller og kanel i ørerne på de taknemmelige publikummer.
Smuk intermezzo, forførende andante og wunderschön rondo som afslutning på en helhedsoplevelse - intet mindre!
