En dansk kronprins og en amerikansk landmandsdatter. Det er ingredienserne i The Prince and Me, en tynd, romantisk komedie, der pudsigt nok udkommer 14 dage før vores eget royale bryllup! Et par scener fra Nyhavn og et par danske skuespillere i birollerne sikrer nok en vis dansk interesse; men det er svært at se, hvorfor andre skulle se den. Komedien bliver aldrig rigtigt sjov og romantikken formår ikke helt at gribe.
Banal historie
Efter et par skandaler med piger og hurtige biler er den danske kronprins Edvard taget til USA, hvor han kalder sig Eddie og prøver at leve et forholdsvist normalt liv. Selvfølgelig giver han ikke afkald på sine rigmandsmanerer eller sin personlige tjener, Soren, af den grund.
Paige derimod er en jordnær, hårdtarbejdende, ambitiøs medicinstuderende, der ånder og lever for sine fremtidsplaner. Desværre bliver Eddie hendes kemi-partner, og hendes gode karakterer er i fare. Det fører selvfølgelig til både konflikter og en efterfølgende forelskelse. Den følger temmeligt hurtigt for også at give plads til hele den royale problematik: Hvor attraktivt er et liv som regent? Er det værd at opgive sine egne drømme for? etc.
Gode skuespillere fanget i en kliché
Udgangspunktet er en stor kliche og personerne dybt stereotype. Hovedpersonerne udvikler sig ganske vist undervejs, dog i et tempo, der virker unaturligt og først og fremmest må tjene til at holde filmen lige under de to timer. Og alligevel er den for lang. Det er først efter en time, den begynder at blive interessant. Det er på det tidspunkt, at den danske presse har fået opsporet Edvard og taget nogle afslørende billeder af ham og Paige. Paige er forståeligt nok rystet og vred; mens Edvard prøver at forklare. Det er en af de få scener, der fænger.
Det er Julia Stiles, der spiller Paige, og hun bærer rollen så godt, som manuskriptet nu tillader det. Hun er sød og naturlig, især da hun folder sig ud som "farmgirl" hjemme i Wisconsin, og både hendes forelskelse, glæde og usikkerhed er troværdige. Også Luke Mably er velvalgt som Edvard/Eddie. Han udstråler en ubevidst arrogance og overlegenhed i filmens begyndelse, der står i skarp modsætning til den tåbelighed, der får ham til at rejse til USA i den klippefaste tro, at alle pigerne er ekshibitionister, blot fordi han har set det i en reklame. Det er på ingen måde troværdigt, og det er ikke engang sjovt, når den Sharkespeare-citerende verdensmand prøver at få Paige til at smide trøjen midt en bar. Langsomt får han dog flere facetter, og hans kejtede forsøg på at stå på egne ben, viser at der også i ham er er potentiale til en langt bedre film end dette sødsuppe-eventyr.
Royale grin
Derudover er de amerikanske forestillinger om et kongehus ikke fri for at være grinagtige. Dronningen, spillet af Miranda Richardson, er streng i sin kamp for monarkiets overlevelse, mens kongen, James Fox er den vise, alfaderlige figur. Alle render de konstant rundt, oversået af medaljer, mens et hav af tyende vimser omkring dem som umælende alfer. Et virkeligt plus er Ben Miller som Eddies oppasser, Soren. Stiv og korrekt følger han Edvards eskapader som en udglattende skygge, og det er der sandelig brug for
Vi får set lidt af Frederiksborg slot, klippet sammen med nogle tjekkiske slotte, ligesom bybilledet i København skiftevis er Kbh og Prag. Ikke desto mindre er det meget sjovt, når man hører et "hold kæft" i baggrunden, mens Jesper Asholt kører Paige langs nyhavn og samtidigt leger turguide. Niels Anders Thorn dukker op som politiker, og den opmærksomme tilskuer vil ligeledes bemærke Claus Bue og Henrik Jansdorf i nogle biroller. De er alt sammen elementer, der gør filmen lidt mere interessant for en dansker, men åbenbart har amerikanerne også taget filmen til sig, selvom plottet har nogle seriøse huller. Historien om prinsen på den hvide hest bliver ved med at tiltrække publikum, også selvom den først og fremmest sælger sig selv på et virkeligt bryllup.
Foto: Isabella Vosmikova
