14 forskellige roller er med i det norske gæstespil fra Bergen, Reisefeber, der netop har besøgt Café Teateret. Det er der ikke noget ualmindeligt i, tværtimod, men det særlige er, at en enkelt mand spiller dem alle! Norges mandlige svar på Jytte Abildstrøm, Frode Rasmussen, stod på scenen og virkeliggjorde Ludvig Holbergs liv fra fødsel til alderdom - og det var pragtfuldt! Helt potu'sk..
Potu er landet fra 'Niels Klims underjordiske rejse', som Ludvig Holberg udgav på latin i 1741. Formålet med 'Niels Klims underjordiske rejse' var angiveligt at yde det politisk reflekterende borgerskab en håndsrækning til at tænke i moderne oplysningsfilosofi. Og landet Potu, omvendingen af Utop, er genopstået fragmenteret i Morten Jostads dramatisering over Holbergs liv. Hvorfor tog Holberg fra Bergen som 19-årig og vendte aldrig tilbage? er det spørgsmål, stykket reklamerer med at ville besvare, men de få publikummer i Café Teateret fik så meget mere end det (og fik vi egentlig svar på spørgsmålet?)
Enhver frygt for sproglige forbistringer, kulturskel eller manglende litterær viden blev gjort til skamme, da Frode Rasmussen trasker ind på Café Teaterets spartanske scene og giver den som aldrende Holberg. Minutter efter mødet med Reisefebers hovedperson er Rasmussen og dermed tilhørerne lynsnart involveret i Holbergs barndom fra tiden som skrigende spæd på moders arm over mødet med kongen af det danske og norske rige til barnets fantaseren over muligheden for en underjordisk rejse, hvor det meningsløse hierarki er nedlagt og erstattet med respekt. Som Holbergs usynlige følgesvend i Reisefeber er valgt 'Niels Klims underjordiske rejse', der tilfører stykkets biografiske gennemgang lige præcis den knivspids fest, farver, oplysningstanker og forvarsler om den unge Holbergs forfatterevner, som gør oplevelsen mættet og tilpas potu'sk.
Sekundscenen med Holbergs mor - naturligvis stadig i skikkelse af Frode Rasmussen - der står i kødranden af Bergensere og venter kongens besøg, tyssende på det lille barn, som skriger på armen, overbeviser om, at det hér er fortælling i skandinavisk verdensklasse. Man overgiver sig fuldstændigt til Rasmussens imitationer af kvindestemmer, barnegråd og den danske konges affekterede tale, ligesom Reisefeber senere hén byder på herlige grotesker over en norsk smed, italiensk Commedia dell'Arte, hollandsk vrøvleflamsk og elendige latinskoleelever.
Niels Klim og Holberg er begge besynderlige, uudgrundelige skikkelser i dansk litteratur, og derfor kan de begge tåle en gennemgang, uanset form. Reisefebers design og besætning, der foruden Frode Rasmussen talte en stemningsskabende fløjtenist, udviste stor forståelse for tiden, tanken og manden, de fleste elsker for komedier som Jeppe på bjerget, Erasmus Montanus og Den Stundesløse. Enmandsteateret var en eksercits i fortælling - og en formfuldendt en af slagsen!
