Fire brutale mord, en overlevende med hjerneskade, sex, narko og våben. Det er ingredienserne i filmen "The Wonderland murders", der bygger på virkelige begivenheder. Val Kilmer har hovedrollen som pornostjernen John Holmes, der på en eller anden måde er rodet ind i mordene - men i hvor høj grad?
Narkomord
Wonderland Avenue, L.A., sommeren 1981. Fire mennesker findes dræbt på bestialsk vis, en femte overlever men er ude af stand til at vidne. Hollywood-berømthed John Holmes, kendt som pornokongen "Johnny Wadd" er under mistanke, ligeledes gangsteren Eddie Nash, der ejer de fleste natklubber i L.A. Der er ingen tvivl om, at narko er involveret, men hvem stod bag mordene, hvem udførte dem - det er aldrig blevet opklaret.
Det er udgangspunktet for James Cox' Wonderland. Der er endnu en smule stjernestøv på det fallerede coke-vrag John Holmes, som har hægtet sig på dealerne Billy og Ron. Han lukker dem ind til en rig araber, som de udplyndrer; men denne viser sig at være Eddie Nash, og han vil have hævn. Det store spørgsmål er Holmes' rolle: Har han planlagt overfaldet og de efterfølgende mord eller en han blevet truet til begge dele?
Skiftende synsvinkler
Historien fortælles først af David Lind (Dylan McDermott), der var med til overfaldet. I raseri og afmagt over mordene på hans venner og kæresten Barbara fortæller han politiet hele historien. Eddie Nash tør politiet ikke røre ved, men John Holmes hentes ind til afhøring. Ikke overraskende er hans version noget anderledes, så nu genfortælles hele forløbet ud fra hans synsvinkel.
Fortælleteknikken er på sin vis meget velfungerende: publikum ved lige så lidt som betjentene, hvad de skal tro, og Holmes' version holdes hele tiden op mod Linds, som der i første omgang ikke var grund til at tvivle på. Der er ikke mulighed for at stole helt på den ene og forkaste den anden, for de har begge for travlt med at hvidvaske deres egen rolle til at være troværdige. Vi får endog glimtvise indblik i de andre karakterer i vigtige øjeblikke, hvilket giver filmen fart men samtidig gør den forvirrende og berøver den fokus. Til sidst kan Cox dog ikke helt dy sig for at give os sin version, og det, synes jeg, på sin vis er synd.
Samtidigt forhindrer filmens skiftende synsvinkel os i nogensinde at komme tæt ind på livet af Holmes, som filmen jo ellers følger. Han bliver ved med at være 1-dimensionel, og det gør det meste af gangster-miljøet. Josh Lucas er glimrende som den på en gang frygtløse og paranoide psykopat, Ron Launius, men rollen ligger for tæt op af noget, man har set i Good Fellas eller Reservoir Dogs. Christina Applegate, kendt som Kelly Bundy, nævnes blandt skuespillerne, men hendes rolle er så lille og ubetydelig, at man næsten ikke får øje på hende. Bortset fra helt til sidst, hvor hun ligger i en hospitalsseng med 3/4 af ansigtet gemt bag forbindinger - og med et tykt lag af maskara på det synlige øje, selvom hun først lige er kommet til bevidsthed...
Trekanten
Filmens styrke er i trekantsforholdet mellem Holmes, hans hustru Sharon (Lisa Kudrow) og hans kæreste, den mindreårige Dawn (Kate Bosworth). Selvom Holmes stadig er gift med Sharon, gik deres ægteskab i stykker, den dag han valgte pornokarrieren, og hun har siden undgået al fysisk kontakt. I stedet er hun blevet en moderfigur for både Holmes, der har brug for hendes hjælp i tide og utide, og hans mindreårige kæreste. Lisa Kudrow har fjernet sig langt fra rollen i Venner, og hun er glimrende som den resignerede Shawn. Det er lige så indlysende, at hun stadig elsker ham, som at hun aldrig vil have ham tilbage igen. Heroverfor er Bosworth den naive pige, der følger Holmes i tykt og tyndt, og som er helt ude af stand til at forstå Sharons advarsler.
Det er dog Val Kilmer, der er filmens egentlige stjerne. Hans charme stråler gennem den ellers usympatiske Holmes og gør det troværdigt, at Dawn er forelsket i ham. Som vi ser ham gennem Sharons desillusionerede og Dawns tilbedende øjne træder han frem i en meget mere nuanceret, næsten tragisk skikkelse, som står i nogen kontrast til både Linds og Holmes egen udlægning. Skiftevis portrætterer Kilmer ham som en krybende hund, storskrydende bedrager, forførende små-gangster og egoistisk men velmenende drengerøv, der ødelægger alle omkring sig. På trods eller måske på grund af alle disse facetter, føler man ikke, man kommer tæt ind på Holmes, og det er virkelig en skam. Filmen er flot men uengageret.
Foto: Nordisk Film
