Flere nyheder

 
Teater
Jesus hopped the A-Train

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Jesus hopped the A-Train
Søn. 16. maj 2004

"Jesus hopped the A-Train" er både et morsomt, lidt dogmeagtigt stykke, samtidig med at det rejser nogle store eksistentielle spørgsmål om moral, retfærdighed, om at være et godt menneske og ikke mindst hvad det enkelte menneske kan bruge Gud til. Det er god underholdning samtidig med at der er plads til eftertanke. Dialogen er til tider både rå og brutal og der bliver presset mange sandheder ud mellem fængselstremmerne. Stykket foregår i et temmelig karikeret fængselsmiljø¸, som det er svært at få til at fungere på dansk. Det lykkes dog meget godt, selv om enkelte af skuespillerne har svært ved at fylde deres roller ud.

Henrik Vestergaard Nielsen (Lucius) og Frederik Meldal Nørgaard (Angel) glimrer begge i deres roller. Henrik V. Nielsen spiller den psykotiske massemorder, som har fundet Gud i fængslet til et stort 13 tal. Det er imponerende, at han har fysikken til at lave armbøjninger og mavebøjninger i en uendelighed, mens han fyrer den ene bemærkning af efter den anden. Det er meget overbevisende skuespil og dette gælder også Frederik M. Nørgaard, som fungerer rigtigt godt som den lidt naive og meget loyale Angel, som i et forsøg på at redde en ven ud af en kult, har skudt lederen af kulten i røven. Denne er herefter død på operationsbordet pga. komplikationer og Angel er nu anklaget for mordforsøg. Angel mener dog stadig, at han er et godt menneske, at han ikke er skyld i mandens død, og at han bestemt ikke er lige så slem som Lucius, der jo har slået hele 8 mennesker ihjel.

Ud over de to ovenstående roller er der også to politibetjente med i stykket - en god og en ond! Ole Thestrup spiller den gode (Charlie), og det klarer han ganske godt, men rollen ligger nok også lidt nemmere for en dansker end rollen som den onde betjent Valdez, som spilles af Anders Brink Madsen. Valdez er en satan, som ynder at chikanere fangerne og holde dem nede. Anders Brink Madsen har meget svært ved at spille den vanskelige rolle overbevisende, især fordi han taler dansk. Kett Lützhøft har rollen som Angels advokat Mary Jane, og mens hun ikke slipper særligt godt fra at spille hårdkogt advokat, er hun virkelig god til at portrættere kvinden bag advokaten. Kett Lützhøft er god til at spille personer, der svømmer over med indestængte følelser, men magter til gengæld ikke det modsatte, rollen som stålsat, følelsesløs karrierekvinde.

Stykket kan ses som god underholdning, det er et godt plot med masser af ping pong dialog og fede kommentarer. Publikum kan dog også bruge noget tid på at reflektere over, hvordan retssystemet fungerer. Om det virkeligt er retfærdigt og ønskværdigt at en god advokat kan så så meget tvivl om en sag, at en skyldig går fri og får mulighed for at begå den samme eller en værre forbrydelse igen. Man kan også spørge sig selv om Gud ville mene, der er forskel på at slå 8 mennesker ihjel i forhold til et. Vil Gud tilgive en morder, som har slået et uskyldigt barn ihjel, og er der overhovedet en Gud?

Jesus hopped the A-Train er skrevet af Stephen Adly Guirgis. Henrik Vestergaard Nielsen har oversat stykket til dansk og den 11. maj 2004 havde stykket Skandinavienpremiere på Svalegangen i Århus. Opsætningen er et samarbejde mellem teatergruppen Von Baden og Svalegangen og det er første gang, skuespillerne fra Von Baden står på en større scene.

Jesus hopped the A-Train opføres på Svalegangen fra den 11. til den 29. maj. Se spilletider.