Som Bruce Willis var det på lærredet i 90'erne, er Bjarne Reuters hovedperson i "Løgneren fra Umbrien" det fra side 25 i romanen - på jagt efter det femte element. Quinta essentia. Men Reuter har valgt både et ganske andet element og en anden tid. Nemlig det overnaturlige og 1300-tallets Italien befængt med pest og katolicisme.
Vores løgnhals Giuseppe Emanuele Pagamino kalder sig selv 'rejsende i fantasiens tjeneste', og det er ham, der tager os med på rejsen i middelalderens Italien, hvor pesten kæmper side om side med den katolske kirkes magtkampe, og hvor Pagamino selv udkæmper en indre fight mellem sine identiteter som ligrøver, kvaksalver, løgner og spontant kærligt menneske med respekt for livet.
I 1348 ruller Pagaminos kærre ind i Firenze, og herfra udmales den pikareske roman i strålende farver, lugte, billeder og lokationer. Vi rejser med Pagamino til bjergbyen Lucca, opholder os i hjertensgode klostre og flygter gennem en rævegrav for at ende i ædegilde og kardinalmord. Reuter er en lige så god håndværker som Pagamino er kræmmer, og man nyder håndværkerens greb om kræmmerens sind, når det kreative sprog tager over i beskrivelser af Pagaminos mange forhandlinger med både sig selv eksemplificeret i alter egoet Rinaldo og med det hav af bipersoner, han møder på sin vej. Et fletværk af foranderlighed og livsbekræftende mangfoldighed, om end størstedelen bevæger sig i spændfeltet mellem liv og død.
Og netop spørgsmålet om liv og død er anledning til Pagaminos rejse og søgen efter quinta essentia - det femte element. Elementet er i sin natur på kant med den katolske kirke og de fleste 1300-tals sjæle, for det er hovedingrediensen i en eliksir til evigt liv: En bid af Den Ondes fingernegl. Men stræber den midaldrende Pagamino egentlig efter at opnå det evige liv? Bag Pagaminos odyssé gemmer der sig en udviklingsroman, hvor Pagamino gradvist bliver et bedre menneske og hele tiden "kommer til" at gøre det gode, som han egentlig ikke ville. Redder et spædbarn fra druknedøden og slår følgeskab med eneste overlevende dreng fra et pestramt hus, Arturo. Arturo er kanalen til de lommefilosofiske overvejelser, der næsten gør Pagamino shakespearesk.
Men hvem er i sandhed Arturo? Han, der er oplært af Den Store Gartner. Læseren bliver hurtigt i tvivl om rigtigheden af, at Pagamino kan kalde ham dåre. Det er en af de 'korridorer til sandheden', som tvivlen ifølge Pagamino tjener. Og netop tvivlen er med til at give Løgnhalsen fra Umbrien den dér prikkende fornemmelse på tungen, når en fortælling er andet og mere end det, der umiddelbart læses. Bjarne Reuter har bedrevet en rigtig hjerteknuserroman!
Køb eller bestil bogen hos bog&idé
Bjarne Reuter: Løgnhalsen fra Umbrien
Gyldendals Forlag
Sider: 400
Udgivelsesdato: 04.05.2004
ISBN: 87-02-02776-3