Borte havde taget Abdallah i næsten 130 år, indtil originalmanuskriptet blev solgt på Sothebys i New York og balletten taget op i midtfirserne på en scene i USA. Herefter var der hurtig ekspedition over oceanet, og i dag figurerer Abdallah med den lidet mundrette undertitel 'Gazellen fra Basra' på linje med de øvrige Bournonville-balletter i Den Kongelige Ballets repertoire. Om end det snarere er godt teater end egentlig balletkoreografi, der dominerer Abdallah.
Morten Eggert er i front (2. holdet) som den fattige skomagerdreng Abdallah, der fristes af både ægte kærlighed - derom skal der ikke herske nogen tvivl - og velfærdens mange fantastiske tilbud om dyre klæder, haremspiger og luksuriøs oppasning. Vejen til pekuniær frihed går gennem en stage med fem lys, hvoraf de fire skaffer rigdom, men det femte slukker mammons lue. Eggert dominerer forestillingen med et kraftfuldt og vulgært (i ordets oprindelige betydning) kropssprog, der kompenserer for den vege koreografi og tilfører forestillingen det drama, som er påkrævet, når dyder som moral, mådehold og ægteskab er stillet på tåspidsen.
Først i tredje akt - efter at de unge er blevet forelskede og rigdom både vundet og tabt - kommer der rigtigt balletsus i skørterne med en fejende fornem pas des quatre besat af to af hvert køn. Bournonville, når han er i sit klassiske hjørne. Hvorfor Abdallah sættes op netop nu, er der nok en indlysende forklaring på: Det er stort Bournonville-år i 2005 med 3. festival, og så skal alle runddanse, pas des en to og tre'er og garvede dansere pudses af, så intet overlades til tilfældighederne.
Abdallah er da også godt eventyr, og kender man fortællingen om Aladdin, kan børn såvel som voksne følge med. Også selvom man tager sig en kort blunder ind imellem.
Foto: Martin Mydtskov Rønne