Da den unge ukendte filminstruktør Vadim Perelman forleden havde verdenspremiere på sin allerførste spillefilm "House of Sand and Fog", skete det med ikke mindre end tre Oscarnomineringer i ryggen. Interessant, når det tætteste man kommer på rigtige 'stars' i filmen, er den midaldrende Ben Kingsley (England) og den noget yngre Jennifer Connelly (USA). Til gengæld forstår Vadim Perelman, der selv er russisk-canadier, at brygge en anderledes kulturel cocktail med sine hovedpersoner fra både England, Iran og USA. Og det er netop de forskellige kulturer og ikke mindst sammenstød mellem disse, som "House og Sand and Fog" handler om.
Vi starter og slutter samme sted i et lille hus tæt ved havet i det nordlige Californien. Et hus der normalt på dårlige dage indhyldes i tåge, men for unge Kathy Nicolo synes tågen denne gang ikke at ville lette igen. Kathy har haft en hård tid, hvor hun har kæmpet med at komme ud af et misbrug og undervejs har mistet sin mand og kontakten med sin bror. Det værste er, at hun i sin heroiske kamp ikke har magtet at åbne sin post. En post der fortalte, at hvis hun ikke betaler sin erhvervsskat på 500$, så ryger huset på tvangsauktion. Inden hun ved af det, er Kathy smidt på gaden, for en skat hun ikke engang skyldte, og hendes verden styrter sammen om hende. Huset nye ejer, uvidende omkring Kathys desperation, er den tidligere højtrespekterede iranske oberst Massoud Amir Behrani, der siden familiens flugt fra det iranske præstestyre i skam har slidt og slæbt i USA for blot at kunne få til dagen og vejen.
Mens tvangsauktionen for Kathy betyder tabet af hendes afdøde fars kære minde og hendes eneste holdepunkt i livet, betyder det for Massoud muligheden for at kunne give sin familie end ny start på emigrantlivet og samtidig genvinde noget af hans livsvigtige ære. Kathy giver ikke fortabt men starter en stædig kamp på at vinde huset tilbage. Undervejs får hun hjælp af politimanden og elskeren Lester Burdon, der tyer til pæne og mindre pæne metoder. Herfra kan det kun ende galt. Det tågede huset ved havet bliver et symbol på to menneskeskæbner, som de præges af situationen og ikke mindst forskellige kulturelle værdier. Dog med det til fælles, at begge i deres ønske om at beskytte deres egen værdighed uundgåeligt træder på den andens.
Der er ingen tvivl om, at instruktør Vadim Perelman rammer plet med Massouds karakter spillet af en enestående Ben Kingsley. På den mest dybfølte og alligevel underspillede måde, kryber vi ind i Massouds stolte væsen, hvor vi lider og håber med ham. På samme måde føler vi med skrøbelige Kathy, hvis eneste mulighed er at fighte videre på trods af, at alle odds er hende imod. Der leveres med andre ord nogle overordentlig velspillede skæbnemodsætninger, men så begynder det også at knibe. Hvordan i alverden kan en uvidende stakkels mand overhovedet stilles til ansvar for, at en pige ikke har fået åbnet sin post? Og hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at en stakkels pige må miste hus og hjem, fordi staten kvajede sig? I mit evigt spørgende hoved krakelerer illusionen en hel del, når de små ting ikke rigtig hænger sammen med de store konsekvenser. Og det synes jeg desværre bliver generelt for filmens handling.
Det er ikke nok, at Ben Kingsley er i sit es, eller at den iranske kultur gengives med beundringsværdig autenticitet, når brikkerne i sidste ende ikke rigtig synes at tilhøre det samme puslespil. De små skæbner, der kunne have givet os en hverdagstragedie, når den er smukkest, i stil med "American Beauty" med kulturelle fortegn, bevæger sig i stedet over i overdreven Shakespearetragedie - og så burde filmlærredet i mine øjne nok have været skiftet ud med en scene i stedet. Det bliver ikke til mere end middelmådig fortælling, dog krydret ganske appetitligt med store skuespillerpræstationer og æstetisk smukke billeder.