Mens de københavnske stræder og parker i disse dage emmer af brasilianske rytmer og karnevalsvrikkende hofter, kan man på det hvide lærred opleve en helt anden og barsk side af det brasilianske liv. Den argentinske instruktør Hector Babenco er aktuel med en tankevækkende film om skæbner i det berygtede brasilianske fængsel "Carandiru".
Carandiru er titlen på Hector Babenco's film og navnet på Latinamerikas største (7000 indsatte) og mest frygtede fængsel gennem tiderne op til 2002, hvor det blev jævnet med jorden. Filmen tager udgangspunkt i lægen, DrauzioVarellas (Luiz Carlos Vasconcelos) erindringer, bygget på hans oplevelser og indtryk af Carandirus indsatte, som han kom helt ind på livet af i sin tid som frivillig fængselslæge gennem tolv år.
I 1980, da lægen ankommer til fængslet, plages de indsatte af alvorlige sygdomme, hvor ikke mindst AIDS for alvor er begyndt at gribe faretruende om sig. Gennem sin indsats for at udbrede oplysning og bedre helbred mellem de indsatte vinder lægen stor respekt og tillid hos sine patienter og de øvrige indsatte. Lægen dømmer ingen, hverken morder eller tyv, til gengæld åbnes en masse menneskeskæbner og deres historier op for ham.
Carandiru er faktisk i stort omfang filmet i en fløj af det oprindelige Carandiru-fængsel, inden det blev revet ned. Og det mærkes tydeligt på de fascinerende og stærke billeder, der gennem hele filmen kryber helt ind under huden på en for at blive siddende længe efter. På en gang fremstår scenerne som tragiske og kolde beviser på en barsk virkelighed og samtidig som billedsmukke motiver, man får lyst til at dekorere hele sin stuevæg med Babenco's perfekte filmblik. Overordnet giver Carandiru et tankevækkende indblik i et samfund i samfundet, et fængselssystem hvor de indsatte overlades til sig selv og hinanden. For at overleve indfører de indsatte egne magtstrukturer og regler, der overholdes, hvis man ellers synes, livet er værd at leve.
Der er lavet mange film om det hårde fængselsliv gennem tiderne, og det med svingende karakter. Carandiru kunne have trumfet samtlige bud og være blevet fremragende. Desværre synes jeg ikke, at Babenco's historier helt kan holde trit med de fantastiske billeder og det på trods af, at der er nok af virkelige historier og virkelige skæbner at fortælle om. Skæbneberetningerne bliver aldrig helt nærværende, hvilket til dels skyldes, at rollerne overspilles. Et eksempel er vores første møde med massemorder "Dagger", der absolut skal stå og stryge en lille kattekilling følsomt over hårene, hvilket leder tankerne hen på værste James Bond parodi. Man fornemmer i det hele taget et forsøg på at krydre alle tragedierne med lidt komiske personligheder, hvilket rammer helt ved siden af.
Heller ikke vores nærmeste hovedperson, lægen, kommer til udtryk med fuld troværdighed, da hans evige overbærenhed kommer til at bære præg af overklassesuvidenhed og manglende empati overfor virkelighedens barske realiteter.
Carandiru bør alligevel ses. Fordi den som film ønsker at vise en virkelighed, de fleste af os ikke bliver præsenteret for, men som for de indsatte i Carandiru-fængslet og alle 'Carandiru-fængsler' i verden betyder forskellen på at overleve eller dø.
Se spilletider.
Foto: Columbia Pictures