Flere nyheder

 
Litteratur
Ragnarok, Hitlers undergang

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ragnarok, Hitlers undergang
Ons. 9. jun. 2004

Efter op til den 6. juni, at have set den ene udsendelse efter den anden, om D-dag og de allierede kamp mod den tyske besættelsesmagt hovedsagelig set fra den vindende parts synsvinkel, er det utroligt spændende at læse om de begivenheder, som foregik i tyskernes førerbunker i Berlin i de sidste dage af anden verdenskrig. Der har floreret mange rygter om Hitlers sidste dage, men med "Ragnarok - Hitler og Det tredje Riges undergang" er her for en gangs skyld et værk, der er veldokumenteret, troværdigt og samtidig spændende og velskrevet.

Bogen veksler mellem egentlige dokumentariske kapitler, om hvad der skete og kapitler, hvor forfatteren reflekterer over forskellige temaer, som f.eks. Hitlers rolle i tysk historie: var Hitler et uundgåeligt resultat af Tysklands historie, eller var det Hitler som formede Tysklands historie? Ud over at det er spændende at læse om, hvad der foregik i bunkeren, hvordan stemningen var, osv., gør de reflekterende kapitler, at de enkeltstående begivenheder bliver sat i relief med det, der skete ude i verden, både før, under og efter krigen og det giver et godt og helstøbt billede af de faktiske begivenheder.

Enhver, der har beskæftiget sig med anden verdenskrig har på et eller andet tidspunkt også spurgt sig selv, om Hitler nu også døde i bunkeren, eller om han sidder og gemmer sig et eller andet sted. Årsagen til at disse tanker har formået at slå rod er ikke mindst det store propagandaapparat, som Sovjetunionen kørte i stilling efter at have indtaget Berlin. Dette gennemgås også minutiøst af Joachim Fest, som også finder plads til et par humoristiske anekdoter om, hvad sovjetterne ville have med i historiebøgerne og hvad der skulle udelades!!!

Alt i alt er Ragnarok en spændende og absolut læseværdig bog. Den er bedst hvis man kender lidt til de ledende folk i forvejen, idet mange nævnes uden forklaring til hvem de er. Har man aldrig hørt om Himmler, Göring, Goebbels, osv. kan man godt blive lidt forvirret. Generelt er der en præsentation af alle der bliver nævnt, det er kun de mest fremtrædende personer, forfatteren har ment var unødvendigt at præsentere for læseren.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Joachim Fest: Ragnarok - Hitler og Det tredje Riges undergang
Forlag: Gyldendal
Sider: 208
Udgivelsesdato: 9. juni 2004
ISBN: 87-02-01642-7