Flere nyheder

 
Litteratur
Klip dyr og tegn monstre

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Klip dyr og tegn monstre
Søn. 13. jun. 2004

Der er netop udkommet to bøger på Aschehoug, der hjælper både små og større børn med at udvikle deres fantasi og kreativitet: "Søde og sjove figurer med 5 forme" og "Lær at tegne monstre". Begge er meget udførlige, så det rent faktisk er muligt at lave figurerne/tegningerne selv, og de er begge meget inspirerende.

Søde og sjove figurer med 5 forme
Søde og sjove figurer med 5 forme af Dorthe Blom henvender sig mest til de mindre børn, og det vil derfor være en god ide at være sammen med børnene, når de udruster sig med saks og lim. Ideen er meget enkel: Ud fra fem geometriske figurer: en stjerne, en firkant, en oval, en trekant og en cirkel kan der skabes et hav af forskellige væsner. Der er anvisning til hvordan man laver sine egne skabeloner, og herefter er det bare om at komme i gang med at lave nuttede bondegårdsdyr, smukke prinsesser eller farlige rumvæsner.

Bogen er meget pædagogisk; men der er bestemt også udfordringer for børnene, og ved de mere komplicerede figurer kunne man nok have ønsket sig flere trin-for-trin-vejledninger. Dette kan dog afhjælpes, hvis blot man tager bogen fra en ende af, for de første er beskrevet grundigt, og de bliver hele tiden sværere. Børn vil bestemt få glæde af bogen, fordi dette er mere end blot kollager: Der er vejledninger til at få figurerne til at stå, så de bliver rigtigt legetøj, og de hjemmelavede kort vil bestemt vække lykke på morsdag. En rigtig hyggebog, som man kan sidde sammen ved bordet om en dag, hvor vejret er lidt kedeligt.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Dorthe Blom: Søde og sjove figurer med fem forme
Aschehoug Forlag
Sider: 48
Udgivelsesdato: 20.04.2004
ISBN: 87-11-16575-8

Lær at tegne monstre
Erik Schraders Lær at tegne monstre derimod er nok mere egnet for ældre børn, der har fundet glæde ved det uhyggelige og makabre. Bogen indeholder en lang række tegninger af både de mest berømte og mere ukendte uhyrer fra Dracula til Slattenpat, og der er en lille forklaring eller historie med for hvert billede, så man ved lidt mere om det monster, man netop beskæftiger sig med.

Bogen forudsætter intet andet end lysten til at tegne, og opfordrer ligefrem til bare at gå i gang med papir og blyant og så sidenhen anskaffe mere avanceret udstyr. Der er også en lille guide i akrylfarver, som er værd at læse, inden man går i gang. For hver tegning er der lavet en tre-trins-vejledning, hvor det første trin er nogle få, meget enkle streger. Disse udvides så i de næste to trin, indtil man pludselig har en ildsprudlende drage eller et frygtindgydende mosemonster. På hver side er der desuden en lille boks med praktiske tips om krakelérlak, optisk bedrag og meget mere.

Lær at tegne monstre er tydeligt nok skrevet med en begejstring for tegnekunsten, der ikke kan undgå at smitte. Og den kommende kunstner opfordres da også til at øve sig på alt fra slikposer til landskaber, for at tegne godt er et spørgsmål om øvelse. Den kan også bruges til bekæmpelse af mareridt, når man begynder at tegne de ting, man er bange for. Alt i alt: Fin bog med gyselige monstre, der pludselige er nemme at tegne selv.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Erik Schrader: Lær at tegne monstre
Aschehoug Forlag
Sider: 112
Udgivelsesdato: 20.04.2004
ISBN: 87-11-16545-6