De store leger små i Tim Rushton og Nyt Dansk Danseteaters stumfilmscirkus af en balletforestilling - "Blow Up". På scenen står landets bedste kompagni i moderne dans, og i birollerne ses Zeppelinere, oppustelige rumraketter og duvende, aflange balloner.
Det gør ikke noget, at man ikke forstår sproget, selv om Blow Up's italienske fortæller Carlos de la Fé udelukkende folder sig ud på sit modersmål. Foruden de let letfattelige gloser stupido!, ballone og ma che fai? tages det karakteristiske kropssprog fra regionerne syd for alperne flittigt i brug. Også af den langlemmede med- og moddanser stupido, der med lige dele smidig bevægelighed og elegant slapstick stjæler billedet, når han tumler over scenen.
Blow Up er ikke traditionel ballet, ligesom det heller ikke er moderne dans. Men energien fra de to poler er samlet i den poetiske, barnlige og voksne familieforestilling, der som fællesnævner har valgt noget så magisk og dog velkendt som balloner. Store, propeldrevne Zeppelinere svæver over både scene og publikum, og dansernes adræthed spræller om kap med lange, grønne balloner, der udgør græsset i den ordløse fortælling om fjerkræ i siv. Tim Rushtons gakkede, men fortrinsvis symmetriske scenografi er allersmukkest i 'vildands-pas-des-deux'en' mellem den spinkle Stina Mårtensson og ranglede Kin Mühlenfeldt, der trods de fysiske uligheder sammen skaber en intens poetisk rytme i dansen, som tryllebinder store som små.
Blow Up er et kludetæppe af historier om det at være menneske. Tonerne fra lydmaleriets mestre som Sjostakovitj, Khatjaturian og Tjajkovskij væver tæppet sammen til en hel forestilling, og på forunderligste vis forlader publikum Stærekassen mere sårbare og lette om hjertet, end da de kom. Ballonraketter, italiensk charme, helium og Rushton har gjort sin virkning!
