Flere nyheder

 
Litteratur
HP 5 i hardback

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
HP 5 i hardback
Tir. 22. jun. 2004

Så kom femte bind af Harry Potter-sagaen: "Harry Potter og Fønixordenen" endelig som hardback. Med sine 924 sider er den stor at slæbe rundt på; men til gengæld er den også den bedste adspredelse til sommerferiens regndage. Med minesteriets skolediktatur, hemmelige ordener med hver deres missioner og et hav af helt nye farer, er der dømt intens spænding til mange dage.

Bange anelser og dårlige nyheder
I fjerde bind, Harry Potter og Flammernes Pokal, får vi vished for, at Voldemort er vendt tilbage; men hermed sendes både Hogwards elever og alle læserne på en lang sommerferie, hvor Harry Potter og Fønixordenen så fortsætter. Harry venter ængstlig på nyheder om Voldemorts ugerninger, men hører intet - hans genkomst er endnu ikke kendt af offentligheden, der mener både Harry og Dumbledore lyver. Minesteriet for Magi er desperat for at forhindre nogen i at udsprede sandheden, og derfor sender han ministeren Dora Nidkjær til skolen som lærer i Forsvar mod Mørkets Magter - og åbenlys spion. Hun får snart gennemtrumfet nogle yderst ubehagelige forandringer i livet på Hogwarts.

Der er dog folk, der tror på Harry, og det er Fønixordenen - en gruppe troldmænd, der er fast besluttet på at møde Voldemort med større modstand denne gang. Heriblandt er også Sirius Black, Harrys gudfader; men da denne stadig er på flugt, må han holde sig gemt, og det er ved at drive ham til vanvid. Imens er hele 5. årgang i eksamensfeber; men Harry har svært ved at koncentrere sig: Både fordi han stadig tænker meget på Cho, og fordi han begynder at få mærkelige drømme, hvor han ser ting, han ikke burde kunne se.

Masser af plads til nuancer
Det er som med persongalleriet som med bogens omfang: de vokser for hvert bind. Men også de gamle karakterer nuanceres stadig. Den oversete Ron tildeles mere plads end nogensinde, da han både bliver vejleder og quidditchspiller - to opgaver, han med glæde påtager sig, men snart tvivler på, om han egentlig magter. Vi får også glimt af Snapes fortid, der i høj grad forklarer hans fjendtlighed overfor Harry, og for første gang viser Harrys far i et noget mindre flatterende lys. Snape og Harry får i det hele taget set mere til hinanden, end nogen af dem bryder sig om af årsager, Harry har svært ved at begribe. Dumbledore derimod er næsten helt usynlig de første 500 sider. Det virker mærkeligt, at Harry aldrig vælger at ty til sin gamle mentor, men han føler sig bitter og forrådt og vælger at klare tingene på egen hånd. Ikke altid et godt valg.

Også bikarakterer som Ginny eller Neville ser vi meget til, og hurra for det. Den tragiske historie om Nevilles forældre, der blev tortureret til vanvid af dødsgardisterne, gentages og forklarer i høj grad den beslutsomhed, Neville lægger for dagen i sin egen private kamp mod mørkets magter. Han bliver på mange måder en nøgleperson - mere end nogen kan forestille sig, viser det sig på de allersidste sider. Det er dejligt, at der ikke kun bliver introduceret nye figurer hver gang, men at de gammelkendte i den grad får lov til at udvikle sig. Det forstærker også sammenhængen til de tidligere bind, som der hele tiden henvises til, uden at man dog nødvendigvis behøver at huske hver eneste detalje.

Utroligt spændende
Harry Potter og hans venner er ved at blive voksne, og det samme kan siges om både forfatteren og læserne. Det er tydeligt, at den ikke længere henvender sig til så unge børn som første bind, og J.P. Rowling selv har også udviklet sit talent undervejs. De langt færre forklaringer er blevet mere subtile, der lægges mere og mere vægt på forelskelser og uhyggen er blevet intensificeret. Der er mange sideløbende handlingsplaner, der giver læseren en stakåndet fornemmelse af næsten ikke at kunne følge med - med det resultat, at man bladrer endnu mere febrilsk.

Det eneste minus, der falder mig ind, er i oversættelsen: Hanna Lützen, der jo har oversat alle HP-bøgerne, vælger at holde sig til det engeske mål, fod, når f.eks. kæmper beskrives, med det resultat, at man som læser sidder tilbage med absolut intet begreb om, hvor store de egentlig er. En meterangivelse ville nok have været meget mere virkningsfuld. Men det er en bagatel, selvom kæmper dog spiller en rolle af en vis størrelse (!) i bogen. Sproget er som altid flydende og medrivende, og bogen er simpelthen noget af det mest spændende, jeg har læst i lange tider.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

J.P. Rowling: Harry Potter og Fønixordenen
Gyldendals Forlag
Sider: 924
Udgivelsesdato: 04.06.2004
ISBN: 87-02-02944-8

Se mere om de første fire bind.