Efter det Kongelige Teaters nyfortolkning af "En Skærsommernatsdrøm" kommer Grønnegårdsteatret nu med en meget minimalistisk opsætning af endnu et Shakespeare-stykke,"Trold kan tæmmes". Hella Joof og Jesper Lohmann slår gnister i rollerne som arrigtrolden og hendes betvinger, så man godt kan holde varmen, selvom sommeren ikke helt er nået frem endnu.
Historien er enkel nok: Baptista har to døtre, den troldske Katerina (Joof) og den blide, ombejlede Bianca; men ingen mand må få Bianca før Katerina er afsat. Heldigvis er Baptista en rig mand, så lykkeridderen Petruchio (Lohmann) er fast besluttet på at vinde hendes hånd. Imens kappes Biancas bejlere indbyrdes om hendes (og faderens) gunst.
Scenen er ikke bare minimalistisk men nærmest ikke-eksisterende. Der er ingen dekoration af nogen art, bare et gulv med labyrintiske forsænkninger. Til gengæld er der gjort meget ud af de usædvanligt gyselige men meget opfindsomme kostumer. Gordon Kennedy lignede f.eks. mest en rummand, mens Paul Hüttel i en lyserød joggingdragt med pastelgrønne polkaprikker nok var aftenens ømmeste syn.
Hella Joof viste sig på alle måder som et glimrende valg til rollen som Katerina i et stykke, der på mange måder virker antikveret i dag. Mimik og kropssprog gjorde den karikerede Kat levende, og Lene Sonnes regi understøttede dette ved f.eks. at lade folk udvandre i protest, da hun holder sin afsluttende tale om kvinders rolle som mandens hengivne dørmåtte. Laura Bro komplementerede hende fint i rollen som den diamentralt modsatte lillesøster.
Martin Hestbæk, der som Lucentio spillede den foretrukne bejler, nåede aldrig helt at fænge. Til gengæld var Tranio, spillet med vid og charme af Mads Wille, fabelagtig. Forestillingens scoop er og bliver dog Jesper Lohmann. Ingen kan stille sig op på en scene som han, og udstråle en så fuldkommen selvsikkerhed. Iklædt små toreador-kostumer braser han ind på scenen og vinder enhver for sin sag. Der smøres lige så tykt på i hans tilnærmelser til Katerina, som bagefter i hans overdrevne, grove behandling af hende, og det vidner om hans styrke, at han alligevel hele tiden formår at virke sympatisk.
Stykket er en klassiker. Skuespillerne er fremragende, og hvis blot vejret spiller med, så er en sommeraften på Grønnegårdsteatrets smukke udendørs scene en helt formidabel oplevelse.
