Er du typen, der elsker at lege detektiv og gætte med på krimierne? Så slip din indre Sherlock Holmes løs med "Den lille bog om minimysterier", der indeholder ikke mindre end 45 mere eller mindre gådefulde mysterier, og naturligvis også løsningerne herpå, så man kan se, hvor god en detektiv man egentlig er.
"Kvinden var blevet kvalt. Der var ingen vidner og kun få spor. Hendes lig lå på sofaen i tv-stuen. På sofabordet stod to halvfulde glas sodavand ved siden af en halvtom skål med pocorn. Dr. J.L. Quicksolve løftede begge glas op. Isterningerne slog imod glasset, da han snusede til dem begge efter lugten af tobak, læbestift eller andet, som kunne være et spor. Intet."
Den lille bog om minimysterier følger fire forskellige detektiver og afslutter med et par retssalsmysterier. Den første i gruppen er Sherman Holmes, en lille halvfed millionær med Sherlock Holmes-hat, der påstår at være tipoldebarn af den berømte mesterdetektiv. Tonen er meget hyggelig i denne Conan Doyle-parodi, hvor Sherman prøver men ikke helt er i stand til at leve op til sin forfader, f.eks. hans engelske accent eller violinspillet, men hans iagttagelsesevne er lige så skarp, og han har naturligvis altid ret.
Herudover er der dr. Quicksolve, en tidligere opdager hos politiet; logikeren Thomas Stanswick, der involveres af sin ven, kriminalassistent Matt Walker; og kriminalassisten Forsooth. Nogle af mysterierne er ret simple gåder, men der er også nogle, man skal bryde hjernen for at løse, selvom man får nyttige ledetråde med på vejen. Man vil sikkert kunne finde indvendinger mod nogle af løsningerne - f.eks. er pointen i første gåde, at en mand halter på det venstre ben, men støtter sig på stokken med højre arm - det er tydeligt, at herr skal være en miskrepans, men der kan jo være mange gode grunde til at man bruger højre arm.
Alt i alt er gåderne dog meget underholdende, og læseren har en rimelig chance for at løse mysterierne. Det lille format - man fristes til at skrive kvadratisk, praktisk, god! gør den nem at tage med sig på ferien, hvis man har en enkelt stille aften - også med vennerne. De fleste af historierne er nemlig så korte, at de sagtens kan læses højt, så man også kan kappes om at løse dem med andre spirende mesterdetektiver.
Køb eller bestil bogen hos bog&idé
Den lille bog om minimysterier
Forlag: Aschehoug
Udgivelsesdato: 18.06.2004
Sider: 264
ISBN: 87-11-26059-9