Det er ikke sjovt at være superhelt! Desværre er det heller ikke meget bedre at være Peter Parker. Utak, stress og pengesorger driver vor helt til fortvivlelsens rand, til han beslutter at være "Spider-Man no more!". "Spider-Man 2" er ikke bare sommerens sjoveste og mest spændende actionfilm, men også den mest rørende romance.
Ny superskurk: Doc Ock
I etteren skulle Spider-Man slås mod den grønne goblin; men lad os bare slå det fast med det samme: Han når ikke den nye superskurk til sokkeholderne! Dr. Otto Octavius er endnu en velmenende videnskabsmand, hvis eksperiment slår fejl og efterlader ham som ondskabsfuld, muteret galning: Den ottelemmede Doc Ock, der sørger for intens spænding og lidt for meget fart på feltet (og toget). Octavius kender Peter privat, da han arbejder for Harry Osborn, der har overtaget faderens arbejde, og også som Doc Ock kommer han ubehageligt tæt på Peter Parkers privatliv.
Selvom der er gået to år, er Harry stadig meget bitter på Spider-Man, og han er vred på Peter, fordi han ikke afslører edderkoppemandens identitet for ham. Mary-Jane har endelig opgivet at vente på Peter og fundet sig en ny kæreste. Og Aunt May har endnu værre pengesorger end Peter selv, og står til at miste huset. Peter selv farer fra Herodes til Pilatus, men da der hele tiden er tyve at stoppe og katastrofer at afværge kommer han gang på gang for sent til job, skole og aftaler. Karaktererne rasler ned, han bliver fyret fra sit job, og både venner og tante May trækker sig væk fra ham. Er det noget at sige til, at selv en superhelt er ved at bryde sammen under sådan et pres?
Blandede præstationer
Igen bæres filmen hovedsageligt af Toby Maguires og Kirsten Dunsts fantastiske præstationer hver for sig og sammen. Kemien mellem dem virker ægte og håndgribelig, ligesom den smerte de føler ved dybest set at vide, at de aldrig finder sammen. Kirsten Dunsts MJ er siden etteren forvandlet fra en frisk, livsglad pige med store drømme til en bleg, resigneret kvinde, der nok har fået sit gennembrud på scenen men ikke den mand, hun ønsker sig.
James Franco spiller stadig Harry Osborn med en stiv plasticitet, der dog måske virker lidt mere berettiget i toeren, hvor han følelsesmæssigt er gået i stå efter faderens død to år forinden. Alfred Molina virker som et mærkeligt valg til superskurken, eftersom vi mest er vandt til at se ham være ækel og ikke decideret dødbringende; men han gør det udmærket uden dog ligefrem at brillere.
Filmens nye fund er dog Mageina Tovah, der spiller datteren af Peters udlejer. Tynd og langlemmet med rottehaler og enorme øjne kigger hun genert-beundrende på nørden Peter. Hun er det eneste, men meget nysselige, pusterum, Parker får i den første lange del af filmen, da hun tilbyder ham lidt chokoladekage med mælk - og dermed åbner for en helt ny mulighed: Kunne der alligevel findes andre kvinder for Peter end MJ?
Tårepersende 2er
Filmen spiller meget på de tragiske, rørende elementer, herunder skyldfølelserne over onklen Ben og Norman Osborns død i etteren og den stadige umulighed af at erklære Mary Jane sine kærlighed, og der presses hårdt på tårekanalerne; men selvom man måske synes det er lidt for meget af det gode i, hvad der burde være en drengerøvsfilm, må man indrømme, at det virker. Filmen er dybt rørende, og man kan ikke undgå at gribes af stakkels Peters skæbne.
Man må konkludere, at Hollywood efter den seneste lange række af multisekvenser (Ringenes Herre og Harry Potter f.eks.) endelig har lært at lave en god fortsættelse. I stedet for spændingen ved at opdage sine nye kræfter, er der chocket ved at opdage, at kræfterne pludselig svigter ham. Hertil kommer den stadige fare for at blive afsløret - et uhørt antal personer får set Spider-Man uden maske! Der bruges meget tid på at spinde selve historien, der både er dybere og mere nuanceret end i etteren- og teknikken er blevet væsentligt bedre. Denne gang ligner det noget mindre en tegneserie, når Spider-Man flyver gennem byen, og de special effects, der er brugt til Doc Ock, er fremragenede. Og så er der selvfølgelig åbnet et vindue til 3'eren og de planlagte efterfølgende 4 afsnit.
Foto: Columbia Pictures
Se spilletider.