Forførelsens kunst i Barcelonas sommernætter, homoseksuelt trekantsdrama i New York og smagen af bristede fremtidsdrømme. Den spanske instruktør Ventura Pons sparer ikke på de svedige ingredienser i hans melodramatiske kærlighedshistorie om en ynglings spring ind i de voksnes rækker. En film der, af ukendte årsager, i øvrigt har været hele tre år om at nå frem til det danske publikum.
I kærlighedens vold
Hvordan opleves den første kærlighed, når man er bare 18 somre og uerfaren, og samtidig er ubehjælpelig forgabt i drømmen om en pianistkarriere. Paul kunne egentlig være en hvilken som helst ung amerikansk fyr med en lidenskab for musik og en lyst til at udforske sin spirende seksuelle manddom. Men netop Pauls særlige dyrkelse, grænsende til besættelse, af pianistmusik og ikke mindst den verdensberømte pianist Richard Kennington, bringer den unge mand nogle anderledes og for ham skelsættende erotiske erfaringer.
Paul har været så heldig en enkelt aften at være nodevender for sit idol Richard Kennington. Da han på en tur til Barcelona med sin nyskilte mor møder Richard igen, indleder de to mænd et hedt forhold bag om ryggen på den godtroende mor. Richard kan ikke få nok af Pauls gudeskønne ydre, og mens han indvier sin unge fan i erotikkens verden, når Pauls kærlighed for sit idol stadig nye og større dimensioner. Men herfra går alt grueligt galt for Paul. Richard stikker i et anfald af dårlig samvittighed pludselig hjem til sin kæreste og manager i New York, og Paul flytter ligeledes alene og med et knust hjerte til New York for at påbegynde sin prestigefulde musikuddannelse. Samtidig med at Paul langsomt mister grebet om sin musikkarriere, bliver han viklet mere og mere ind i den klassiske højborgs bøssemiljø. Som taget ud af en ægte græsk tragedie, får den eftertragtede yngling sine yndige klaverfingre godt og grundigt i klemme i et trekantsdrama mellem Richard, kæresten og ham selv. Og kærestesorgen bliver en anden smertefuld lektie fra det voksne liv.
Ventura Ponds spiller ikke på de kontroversielle tangenter
Det kan forekomme en anelse søgt eller kontroversielt, at Ventura Ponds insisterer på at indvie os i homoseksuelt begær og kærlighed, som den udfoldes mellem midaldrende mænd og en uskyldig teenageknægt. Men det er ikke hverken homoseksualitet eller for den sags skyld koncertdrømmene, der er det vigtige i filmen. Derimod er fokuset rettet mod de forvekslinger af følelser, der foregår inde i Paul mellem hans idolisering, hans kærlighed og hans seksualitet. Forvandlingen, og måske oprøret, fra at være mors lille rene dreng til at blive et seksuelt væsen bliver fortalt med både omhu, indlevelse og dramatik, uden det på noget tidspunkt bliver en forstilt affære - som man kunne forvente af et andet Hollywood bøssedrama.
Paul, spillet af Kevin Bishop, er fremragende i sin rolle som ufrivillig yngling, som han udfylder overbevisende og uden at gøre sig særlig bemærket. Også rollerne som henholdsvis Richard Kennington (Paul Rhys) og den enerverende mor (Juliet Stevenson) bidrager til det gode helhedsindtryk, når først de lige får spillet sig varme og rigtig ind i handlingen. Alt i alt et velspillet bøssedrama uden de store dramaqueens.