"Enten-Eller" er ikke bare Søren Kierkegaards allerstørste og mest berømmelige værk, der for alvor slog hans navn fast som en af samtidens store tænkere; det er også et af europæisk filosofis absolutte hovedværker. Det er netop blevet genudgivet af Gyldendals Forlag i to bind. Der er desuden et efterskrift af Villy Sørensen, der er til stor hjælp, hvis man ikke er helt inde i filosofiens begrebsverden.
Enten-Eller er skrevet under pseudonymet Victor Eremita, der i forordet hævder blot at gengive nogle papirer, han har fundet, tilhørende to uidentificerede mænd, som han kalder A og B. Hvor A er en æstetiker, altså en flygtig livsnyder, er B etiker, et pligtopfyldende og engageret lovmenneske. Derefter er bogen delt op i to dele: A og B's papirer. A's papirer starter med Diapsalmata, en samling nihilistiske aforismer, der afløses af overvejelser om Mozarts Don Giovanni, her kaldet Don Juan. Dette fører til det måske meste afsnit: Forførerens dagbog, hvor Johannes Forføreren med alle midler prøver at forføre den unge Cordelia, velvidende at hans interesse i pigen vil forsvinde, så snart han får hende.
B, også kaldet assessor Vilhelms papirer er to lange breve til en anden ung Johannes Forføreren, og han forklarer, at ægteskabet er stedet for den sande lidenskab, og at pligt med kærlighed ophører med at være en pligt. Hvor titlen Enten-Eller for A betyder, at det ene er lige så godt som det andet, betyder det for B, at man er nødt til at træffe valg og tage ansvar for sit liv. Herefter følger et brev fra en tredje person, en præst, og her kommer det religiøse aspekt så på bane. Præsten forklarer det betryggende i at vide, at sammenlignet med Gud har vi altid uret og taler for en ydmyg hengivelse til troen, der ikke stiller spørgsmål.
Herudover er der i denne udgave vedlagt et glimrende noteapparat, som forklarer latinske citater, mytologiske allusioner osv., som den almindelige læser ikke kan forventes at kende. I slutningen af andet bind finder man desuden et efterord af Villy Sørensen, der kort og tematisk gør rede for og forklarer hovedpunkterne: titlen, pseudonymerne, kærligheden og tiden, valget, stadierne, samtiden og forfatteren. Selvom man godt kunne ønske sig en lidt længere indførelse i Kierkegaards begrebsverden, må man sige, at Villy Sørensen dækker de vigtigste punkter. Enten-Eller er næppe noget, man læser udelukkende for fornøjelsens skyld, men den er besværet værd, og efterhånden går det op for en, hvad der er ved den bog, der får filosoffer over hele verden til at lære dansk, udelukkende for at kunne læse Kierkegaard i originalsprog.
Køb eller bestil bogen hos bog&idé
Søren Kierkegaard: Enten-Eller I-II
Forlag: Gyldendals
Sider: 796
Udgivelsesdato: 16.08.2004
ISBN: 87-02-03151-5