Den 9. og 10. september gav norske Kaizers Orchestra to udsolgte koncerter på Vega. Og selvom olietønderne og gasmaskerne fyldte mindre end ved tidligere koncerter, er de med deres flænsende guitarriff, sjælfulde pumpeorgel og buldrende percussion stadigvæk et af de bedste livebands i Skandinavien.
Det er dog tydeligt, at der er sket en forandring med de norske drenge, efter at de ikke længere blot er et suspekt underground band. De er blevet mere mainstream og poppede, mens nogle af deres særlige kendetegn, som den helt specielle vildskab, der bl.a. gav sig til udtryk ved deres forkærlighed for olietrommerne. I stedet for sigøjnerrytmer og nordisk ompa-rock indledtes og afsluttedes koncerten med en relativt intetsigende gang engelsk pop.
Indimellem var der dog masser af den helt unikke musik, Kaizers Orchestra er blevet synonym for. Med et ekko af Tom Waits, Nick Cave og Emir Kusturica & The No Smoking Orchestra synger de på klingende norsk om forbrydere, sømænd og transylvanske gespenster. Repertoiret mindede meget om deres sidste koncert-række med en del af numrene fra Evigt Pint og de enkelte uundgåelige hits fra debutpladen, Ompa til du dør - og der var ingen tvivl om, at det var dem publikum satte allermest pris på, især klassikere som "Kontrol på kontinentet". Der var dog også et par sange, som hverken jeg eller mine omkringstående med-koncertgængere kunne genkende - er der mon et nyt album på vej?
Inden for bandet sker der i hvert fald ting og sager. Forsangeren Janove, hvis soloplade formentlig udkommer en gang til foråret, er blevet meget bedre til at flirte med publikum, alt imens guitaristen Terje har fundet en typisk rock-attitude med både øl og cigaretter på scenen. Det er dog ganske fortjent, at han efterhånden fylder så meget mere i Kaizers sceneshow, for den kun 25-årige guitarist oser af talent. Geir, der tidligere har sunget en del af sangene, var til gengæld ikke nær så iøjnefaldende, som tidligere.
Hvis denne koncertanmeldelse ikke lyder overvældende begejstret, så er det udelukkende, fordi man som publikum er så forvænt med, at Kaizers Orchestra altid spiller fabelagtigt - og det gjorde de sandelig også her. De har mistet lidt af det så charmerende amatøragtige skær, de havde i starten, hvilket næppe kan vække forundring, når man tænker på deres store popularitet; men de er stadig et liveband, der sprudler af entusiasme og intensitet som de færreste.
