Shakespeares "Julius Cæsar", så kan det næsten ikke blive mere klassisk teater på den gamle scene på Århus Teater. Og dog: Alle de betydningsfulde roller er besat af kvinder, og det giver en fuldstændig anden oplevelse af historien. Desværre virker det ikke helt overbevisende.
Det er over 400 år siden at Shakespeares skrev stykket Julius Cæsar. Dengang var det mænd, der var i centrum, både på scenen, men også i historien om mordet på Cæsar og den efterfølgende borgerkrig. Kvinder; de var i hjemmet, og det var deres plads. De havde intet at gøre i det magtspil, der foregik i antikkens Rom, både det politiske i og uden for senatet og på slagmarken.
Udgangspunktet for stykket er, at det er mænd der har magten, også i dag. Opførelsen er et forsøg på at vise hvordan situationen vil tage sig ud, hvis det var kvinder, der udfyldte de politiske roller i antikkens Rom. Ideen er spændende, men fungerer ikke rigtigt, fordi skridtet med kønsrolleskiftet kun er taget halvt. Kvinderne kalder stadig hinanden for ham, de omtaler deres koner, som om de er af hunkøn. De agerer simpelthen som mænd i magtspillet. Shakespeares dialog er uændret, men den er skrevet til mænd. Kvinderne spiller simpelthen manderoller og det virker ikke troværdigt.
Skulle eksperimentet være lykkedes, skulle de have opført sig som kvinder, der havde magt og ønskede magt. Mænd og kvinder agerer forskelligt i en magtsituation, og det fremgår desværre ikke i opførelsen. Det spændende ville have været at se, hvordan kvinder ville have spillet magtspillet i kulisserne, ledet legionerne og ikke mindst, hvordan de ville have konspireret og myrdet Cæsar. Ville forløbet have være anderledes? Sikkert, men det ser vi desværre ikke.
Det er min vurdering at skuespillerne sagtens kunne have løftet opgaven med omformningen af mændenes skuespil, men modet har måske manglet. De lever sig ind i rollerne som mænd og leverer en flot præstation, der er ikke tvivl om at de sagtens kunne have løftet rollen som stærke kvinder. Dorthe Hansen Carlsen glimrer især som Brutus, og den tvivl han/hun har ved at deltage i mordet på Cæsar kommer tydeligt frem. Det er et meget intenst skuespil, hun leverer, hvor publikum føler de kvaler, hun gennemgår. Også Karen-Lis Ahrenkiel ligger en tand over de øvrige, i den mørke rolle som Cassius, konspirationens bagmand.
Sceneopsætningen er meget simpel, hvilket passer fint med stykkets mål, med at fokusere på magten og spillet mellem personerne. Her er kulisserne uinteressante og ville kun forstyrre.
Det kan måske være en fordel hvis man inden stykket har sat sig lidt ind i perioden omkring Cæsar, især han opstigning til magten i Rom. Handlingen er dog let at følge med i, på trods af de indviklede relationer, der er indbygget i persongalleriet..
Fotograf Jan Jul
