Fredag den 10. september var der premiere på Det Kongelige Teaters skandinaviske opsætning af Henrik Ibsens middelalderklassiker "Kongsemnerne". Hvis ikke man lader sig skræmme af, at skuespillerne snakker svensk, dansk og norsk i en pærevælling, er der intet, der bør afholde én fra at se dette storslåede drama.
Kongsemnerne begynder i Norge i 1217, da den unge Håkon Håkonsson vælges til konge. Skule, der selv er et kongsemne, altså kandidat til tronen, føler sig forbigået, også selvom Håkon gifter sig med Skules datter, Margrete. Da Skule af den intrigante bisp Nikolas får at vide, at Håkon formentlig er blevet forbyttet ved fødslen og derfor ikke har noget krav på tronen, bryder striden ud i lys lue, og Håkon, der ville samle Norge til et folk, befinder sig pludselig på randen af en borgerkrig.
Skandinaviens bedste?
Skuespillerne til Kongsemnerne er valgt fra hele Skandinavien med det resultat, at skuespillerne taler hhv. dansk, svensk og norsk. Det kan være svært at forstå, selvom man efterhånden finder ind i tonen. Til gengæld er de allerfleste skuespillere valgt virkeligt godt. Kåre Conradi femstiller Håkon som en ung, beslutsom men plaget konge bør blive det. Alligevel bliver han aldrig helt så menneskelig som hans modstander - måske fordi han er stykkets spejderdreng. Örjan Ramberg derimod har udstråling som en sand vikingehøvding, og ingen kan tvivle hverken på hans styrke, hans bitterhed eller hans sjælekampe.
Mest bemærkelsesværdig er dog Bård Owe som den fordærvede bisp Nikolas. Han spiller sit helt eget spil, og selvom det ikke sker uden omkostninger for hans sjæl, lader han dog til en vis grad til at være dramaets vinder. Helt eminent portrætterer Bård Owe en mand, alle lytter til pga. hans lysende intelligens, men som efterhånden afslører sig selv som både dæmonisk og - ynkelig. Kun Nicolai Dahl Hamilton skuffer som Skules uægte søn, Peter - hans rolle er af stor vigtighed for Skules handlinger, men han overbeviser på intet tidspunkt, efter han har smidt præstekutten. Han er skiftevis alt for mekanisk og alt for intens, og man glæder sig, da han falder apatisk til grunden.
Kvinderne lægger man ikke så meget mærke til, bl.a. fordi de mest af alt er baggrundsstøj i stykket. Den smukke Maria Bonnevie er hjertevindende som Margrete, der befinder sig midt mellem de to mænd, hun elsker mest, men som snart er dødelige fjender. Hendes mor, Ragnhild, der følger Skule i tykt og tyndt, spilles af Kirsten Olesen - og bliv ikke forvirret, når hun senere dukker op som Skules ungdomskæreste, Ingeborg; det er to forskellige personer. Den yndige Helle Fagralid er næsten ikke til at genkende i rollen som Skules synske søster, desværre klæder rollen hende ikke. Stemmen og fagterne bliver for skingre, og det skinner igennem hele hendes kropssprog, at hun er meget yngre end den vansirede Sigrid.
Imponerende scenebillede
Scenografien er ganske enkel, med et træhus, hvor siderne med en bragende lydeffekt lades falde, så man kan se ind. Det er utroligt effektivt, i betragtning af hvor simpelt det er, og man føler virkeligt som tilskuer, man befinder sig vidt forskellige steder, alt efter hvad vej huset vender og hvor mange sider er oppe. Også kostumerne er meget velvalgte og er med til at fremtrylle en barsk og fjern fortid. Kun det hav af røde plastik-pile, der regner ned over Skules mænd, er så simple, at det, der burde have været uhyggeligt, bliver - formentligt bevidst - morsomt.
Kongsemnerne er et meget dramatisk stykke, hvor spørgsmålet om godt og ondt er erstattet af de to store mænds forskellige synspunkter. Som publikum kan vi forstå dem begge, og et langt stykke hen ad vejen har vi også sympati med dem begge. Den eneste, der handler rent destruktivt, er kirkens store mand, men kan han vinde sit beskidte spil? Der er masser af spænding og humor, udover især Bård Owes storslåede skuespilpræstationer, og det gør, at sæsonens første teaterstykke på det Kongelige Teater bestemt er værd at se.
Fotograf: Casper Sejersen
