Den 18. og 19. september var der mulighed for at opleve Henrik Ibsens "Nora" i Stærekassen som gæstespil fra Berliner Schaubühne. De tyske skuespillere kastede sig med stor entusiasme ud i den moderniserede udgave af "Et dukkehjem" og publikum var meget begejstrede.
Nora i det 20. århundrede er en ødsel lille shopaholic, som kvidrer velfornøjet for sin stolte mand, Helmer. Han både opfatter og behandler hende som et barn, der ikke kender til virkeligheden, selvom hun for hans skyld har stiftet et meget tættere kendskab til realiteterne, end han aner - for at skaffe penge til en rejse, den dengang dødsenssyge Helmer desperat havde brug for, er hun faldet i hænderne på en modbydelig lille lånehaj, Krogstad, der nu prøver at bruge hende som redningsplanke, da Helmer vil fyre ham.
Thomas Osterheimers er i sin regi tro mod den overordnede handling, som man kender den fra Et Dukkehjem. Men der er også tilføjet et nyt element, der skaber en uventet spænding: Nora har fået sig en pistol! Det åbner helt andre muligheder for Nora, end blot at forlade sin familie og sit hjem, og Osterheimer er ikke bange for at gå sine egne veje. Det kan for øvrigt bemærkes, at Berliner Schaubühne åbenbart har mere effektfulde pistoler til rådighed end dem, man sædvanligvis hører affyret på Det kongelige teater - hele salen lavede et par kollektive spring op af sædet, da pistolen til sidst alligevel blev affyret.
På scenen stod et rigtigt dukkehus i menneskestørrelse, som blev vendt en omgang, når f.eks. juletræet skulle pyntes. Med en masse forskellige rum i forskellige etager var der rig mulighed for at lade personer optræde hver for sig i sit rum.
Anne Tismer var en fremragende Nora, der skiftevis flaksede rundt som en yndig, lille fugl, og hjemsøgtes af den frygteligste angst for fremtiden. Indimellem opførte hun en hvirvlende manisk dans for at forhindre Helmer i at tømme sin postkasse. Helmer blev spillet af Jörg Hartmann, der først virkede som en forbilledlig, overbærende husbond overfor sin ødsle tanketomme hustru, men efterhånden blev det tydeligt, at han er dybt egoistisk og mindst lige så barnlig som Nora. Lars Eidinger virkede som et usædvanligt valg som Doktor Rank, der nu har fået AIDS i stedet for syfilis; men han spillede rollen med ikke blot stor overbevisning men også en anselig portion charme og humor.
Det eneste lille minus var, at tekstmaskinen ikke helt kunne følge skuespillets tempo, når der enten blev holdt pause eller pludseligt blev talt hurtigt. Da det foregik på tysk, var det selvfølgelig ikke nogen uvæsentlig detalje, men heldigvis blev det aldrig til et stort problem.
Foto: Arno Declair
