Karen-Lise Mønster folder sig ud som en frygtindgydende Medea i Gladsaxe Teaters opførelse af Euripides' klassiske tragedie om den forsmåede troldkvinde, der tager en grusom hævn over sin troløse mand. Men selvom kun en tåbe ikke frygter Medea, har instruktøren, Katrine Wiedeman, valgt at lade os sympatisere med mordersken et langt stykke hen ad vejen, og det er netop stykkets største styrke.
Antikkens nye klæder
Historien om Jason og Medea fortæller om den blodige hævn Medea tager, da hun bliver vraget til fordel for kongedatteren Glauke. For Medea var selv en kongedatter, og hun har flere gange forrådt sin familie, først for at hjælpe Jason til at få fingre i det gyldne skind og senere, da hun myrdede sin egen bror for at frelse Jasons liv. Han skylder således både liv og berømmelse til den mægtige, men pga. ham landflygtige troldkvinde, og i lyset af den viden, er man måske mindre forbavset over den ubarmhjertige hævngerrighed, der driver hende til sine skændige gerninger.
Stykket er antikt, men Katrine Wiedemanns har valgt at putte alle stykkets mænd i smoking. Det kan virke lidt banalt at forny et stykke ved at give karaktererne nutidige kostumer, og udover den første overraskelse var det da heller ikke noget at bide mærke i. Det meste af scenebilledet var holdt ganske enkelt, nok til dels for at yde opbygningen med publikum i en fuld cirkel rundt om scenen retfærdighed. Skuespillerne sørgede da også omhyggeligt for at vende sig om, mens de talte, så ingen af siderne skulle føle sig underfordelt.
Casting med glædelige overraskelser
Lars Bom virkede umiddelbart som et overraskende valg til at spille helten Jason; men han var uovertræffeligt provokerende og skinhellig, da han i skamløst storsind prøvede at glorificere den måde, han havde ødelagt hele Medeas eksistensgrundlag på. Dick Kaysø var valgt til at spille Kong Kreon, men rollen var så lille, at man ikke nåede at få noget større indtryk af ham.
Karen-Lise Mønster var meget velvalgt som Medea, omend hun blev lidt trættende i sin endeløse sorg. Til gengæld strålede hun ved planlægningen af sin hævn, og i scenen, hvor hun hører alle enkelthederne om prinsessens død, var hun uovertruffen. Som et rovdyr kredsede hun rundt om ammen og tjenestepigen, der med deres særdeles vellykkede kor-tale gengav hele rædselsscenen, og slog en rungende latter op, fuld af skadefryd og enorm tilfredsstillelse.
Yderst forvirrende var Hanne Hedelund både kor og veninde på én gang, og leverede skiftevis en venindes beklagelser og mængdens umedfølende moraliseringer. Det gjorde hendes figur meget stiv, og med de lange følte pauser blev hun unødvendigt teatralsk. Hun kæmpede også med en rolle, der i dag virker lidet troværdig, for selvom hun prøvede at tale Medea fra mordet på sine børn, forsøgte hun aldrig aktivt at gribe ind. Til gengæld var hun med til at understrege rædslen i Medeas handling.
Sympati med en morderske
Stykkets klimaks er de næsten poetiske barnemord. Hvor mordet på prinsessen blev beskrevet i så horrible detaljer, at det næsten ikke var til at holde ud at høre på, foregår drengenes død på åben scene - men uden en dråbe blod. Flere gange er Medea ved at fortryde sit foretagende, men det vigtigste er dog at forvolde Jason den dybeste sorg, uanset hvor meget hun selv ville komme til at lide under det. Alligevel er hun moderlig til det sidste - hun puster sin drengs knæ, hvor han har slået sig, lige før hun dolker ham. Medea er således ikke grebet af noget frådende vanvid men udfører med en aura af stille, uundgåelig tragedie den handling, hendes lidenskab forlanger af hende.
Det er tydeligt, at både Katrine Wiedeman og Karen-Lise Mønster har en vis sympati med den ulykkelige Medea, der for en gangs skyld netop fremstilles som en tragisk skikkelse og ikke en furie, man kun kan fordømme. Her græder man både med mordersken og den mand, der drev hende til det. Så gør det ikke så meget, at stykket er lidt længe om at komme i gang.
