Flere nyheder

 
Litteratur
International bogfest i Århus

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
International bogfest i Århus
Ons. 29. sep. 2004

Fra den 27. september til den 20. oktober er der International Bogfest i Århus, med besøg af ikke mindre end 22 succesfulde og kendte forfattere, hvoraf den største stjerne af dem alle, Isabel Allende, blev præsenteret på bogfestens første dag.

Isabel Allende er inviteret til Danmark af Danske sprogseminarer og vil derfor også medvirke i tre af Danske Sprogseminarers arrangementer i København.

Det er nogle meget spændende forfattere, som er inviteret med til bogfesten, og man kan kun håbe, at arrangørerne får mere styr på lyden i teatersalen, da der var flere blandt publikum, der havde svært ved at høre, hvad det var der blev sagt på scenen. Under bogsigneringen fik man ligefrem ondt af de andre forfattere, som var blevet inviteret sammen med Isabel Allende, for mens der var en flere meter lang kø for at få Allendes autograf i sin bog, var der højst en eller to personer foran de øvrige forfattere, og flere kom bare for at få deres autograf i bogfestens katalog.

I forbindelse med bogfesten er der også mulighed for at stemme på, hvilken bog/forfatter skal modtage BG banks litteraturpris på 300000 kr. Man kan dels stemme i BG banks filialer og dels på internettet på adressen bgbank.dk. Valget står mellem "København" af Katrine Marie Guldager, "Ingenmandsland" af Kirsten Thorup samt "Bruden fra Gent" af Dorrit Willumsen. Man kan stemme på sin favorit fra den 27/9 til den 13/11.

Programmet på åbningsdagen bestod af officielle åbningstaler fra repræsentanter fra Bog og Idé samt Red barnet, som er modtager af overskuddet fra bogfesten 2004. Herefter var der interviews med Åsa Larsson og Denise Mina, som begge skriver krimier, og disse interviews blev afsluttet med en diskussion mellem de to krimiforfattere om krimien som genre.

Det var tydeligt, at åbningsdagen på bogfesten mere var helliget fjernsynet end de mennesker, som havde løst billet for at være der live. DK4 sendte fra Tivoli frihedens teatersal, så der skulle klappes på de rigtige tidspunkter og det var ikke vigtigt at give publikum besked om ændringer i programmet, for det ville jo ikke se godt ud på fjernsynet.

Dem, der efter diskussionen således sad og ventede på, at Ari Behn skulle læse op fra sine seneste roman "Baggård", som det blev beskrevet i programmet blev sørgeligt skuffet, for han kom ikke, der gik rygter om at han var forhindret af en flystrejke, men nogen officiel forklaring blev ikke givet. Pausen med signering fra forfatterne skulle vare præcist det tidsrum, det tog at sende en udsendelse med Johannes Møllehave, og herefter blev Isabel Allende ikke interviewet af Isabella Miehe-Renard som annonceret, men af en Marianne Juul, som godt kunne have tålt at få afpudset sin engelske noget mere, før hun sættes til sådan en opgave. Aftenen skulle også have været afsluttet med, at publikum kunne stille spørgsmål til Isabel Allende og Tracy Chevalier, men den del blev også skåret væk uden forklaring.

Yderligere information om bogfesten kan fås på bogfest.dk.