Flere nyheder

 
Teater
Demokrati

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Demokrati
Ons. 29. sep. 2004

Forestil dig en gladiatorarena i bedste romerstil, hvor dødsdømte mænd kaster sig ud i skæbnesvanger kamp for deres overlevelse, alt imens folket ser grådigt på. Udskift arenaen med en folketingssal af nutiden og gladiatorerne med politikere i jakkesæt - så er scenen sat for Betty Nansen Teaterets aktuelle drama "Demokrati".

Demokratiets mange ansigter
Demokrati er normalt et ord, der klinger af selvfølgelig korrekthed i vestlige øren. Kigger man lidt dybere, bag om demokratiets overfladiske kulisse, har den politiske scene i især nyere tid afsløret demokratiernes mindre flatterende ansigter. Ansigter, der lyser af skandaler, korruption, magtsyge og menneskelige svagheder. Teaterstykket Demokrati falder utvetydigt i sidste kategori. Stykket fortæller nemlig historien om Vesttysklands modige kansler Willy Brandt, der kæmpede for Muren fald men selv faldt noget så grusomt i svinget. Stykket er skrevet af den verdensberømte britiske forfatter Michael Frayn, der med denne gyser af politisk historiefortælling, retter sit kritiske spotlys mod 70'ernes - og nok nyere tids - mest gennemførte forræderi i demokratiets egne korridorer.

Drengerøve i suits
Den danske opsætning af Demokrati er resultatet af Peter Langdals ambitiøse anstrengelser med Lars Brygmann som Willy Brandt og Nikolaj Lie Kaas som den østtyske spion Guillaume i hovedrollerne. Derudover indtages scenen af yderligere otte mandlige skuespillere, der hver især udfylder en magtbrik i Willy Brandt politiske puslespil. Peter Langdals inspiration til stykket kommer især af hans egen fascination af magt og dens omskiftelige ansigter. Derudover var den Shakespeareske twist ved kun at bruge mandlige skuespillere ekstra tillokkende. Som han selv udtaler: "Da jeg første gang fik teksten i hænderne, tænkte jeg, at det kunne være interessant at se en masse drengerøve spille det. Mænd, der leger sig ind i deres magtfulde roller."

Oplevelse med forbehold
Idéen med en skuespillerarena med tilskuerne placeret rundt om, som vidnerne til en gladiatorkamp, er som udgangspunkt både originalt og visuelt forfriskende. Men, men, men. Når gladiatoridéen viser sig at være lidt for tro mod romertidens klasseidealer med aristokraterne på de bedste rækker og pøblen på de dårligste, så er det ærgerligt at tilhøre sidstnævnte i aftenens anledning, som undertegnede. Jeg kunne sagtens se bort fra det lille kiks på lyssiden og endda de momentære lydsvigt. Men når jeg sidder placeret, så en buevæg skygger for centrale personer i handlingen i op til længere tid ad gangen, så bliver min irritationen en værdig modkandidat til aktørerne på scenen. Bedre bliver det ikke af, at skuespillerne jævnligt står med ryggen til, så man ikke kan se deres udtryk og til tider ikke høre deres i forvejen temmelig hurtige replikker. Det er dødsens ærgerligt, for nu at blive i dramaterminologien, at den gode oplevelse i den grad afhænger af, om man sidder med 'aristokratisk' udsyn på de bedre rækker eller ej. Især når både skuespillerpræstationerne uden undtagelse og den scenografiske enkelthed lover godt.

Demokrati bliver i sidste instans et spiondrama i den lidt tungere ende med mere spion end drama. Alligevel skal det krediteres for at sætte spørgsmålstegn ved begrebet demokrati og ikke mindst magtspillets tilfældigheder med klare paralleller til vestens politiske ansigter i også morgendagens avis. Hvis du forfalder til dette politiske spiondrama, så kræv en aristokratisk behandling!

Se spilletider.
Foto: Jacob Carlsen