Flere nyheder

 
Litteratur
Hjerterkonge

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Hjerterkonge
Man. 4. okt. 2004

Den flamske forfatterinde Brigitte Raskin fortæller i sin historiske roman "Hjerterkonge" historien om den ulykkelige Kong Christian II, hans forhold til Dyveke og Sigbrit, hans skrøbelige men diplomatisk uvurderlige hustru Isabella, hans fald fra magten og fangenskabet på Sønderborg Slot.

Brigitte Raskin er meget optaget af at forandre danskernes billede af Kong Christian II som en tyrannisk taberkonge. Han var, hævder hun, en lidenskabelig mand med store om end uopnåelige idealer, der kæmpede for at forbedre borgernes og bøndernes vilkår og derved skabte sig dødsfjender i både adel og gejstlighed. Hans skammelige forhold til Dyveke ser hun som dyb kærlighed, hvilket kan ses af hans dybe sorg over hendes mord og den kendsgerning, at han beholdt hendes mor, den forhadte Sigbrit, hos sig som en af sine øverste rådgivere i mange år. Efter Dyveke kendes ingen andre elskerinder, og korrespondancen mellem kongen og hans purunge hustru - hun var kun tretten, da de blev gift - vidner om ægte hengivenhed, måske især fra hendes side.

Det historiske stof er i sig selv meget spændende, og det er formentlig de færreste, der kender til det hav af intriger indenfor de europæiske kongehuse, der var med til at muliggøre Frederik I's tronran. Raskin formår at gøre stoffet meget levende, og man har snart samme store sympati for Christian II, som hun selv tydeligvis har. Undervejs benytter hun sig af mange forskellige stilarter, tragedieform med aktinddeling, kronologisk krønike, avisudklip, rejsefortællinger, hvilket til tider kan være lidt forvirrende, men også er med til at gøre romanen afvekslende og samtidigt nedtone det rent skønlitterære element, fordi vi netop ikke bare får lov til at synke ned i en dyb identifikation med karaktererne.

Herudover er der yderligere to slags sideløbende tekster. Den første fortæller om Raskins rejse til forskellige steder af historisk interesse, mødet med forskellige kilder etc., altså en lille fortælling om romanens tilblivelsesproces, der i for sig er ganske interessant, om end den kan vække en let irritation, fordi den afbryder en spændende fortælling. Men så er der også nogle kursiverede sider, hvor Raskin taler til en ukendt elsket og indvier denne i sine fremskridt med bogen. Det er muligvis tænkt poetisk, men i realiteten er det blot enerverende og melodramatisk. Heldigvis er det kun korte passager af gangen, der oven i købet er lette at skelne fra resten af teksten, så man kan roligt springe de få sider over, der alligevel på ingen måde bidrager til historien om Christian II. Det er den, der er værd at læse, men det er den til gengæld også.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Brigitte Raskin: Hjerterkonge
Forlag: Aschehoug
Sider: 352
Udgivelsesdato: 31 .08.2004
ISBN: 87-11-11686-2