Flere nyheder

 
Litteratur
Dyndkongens datter

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Dyndkongens datter
Tir. 2. nov. 2004

"Dyndkongens Datter" er titlen på et næsten glemt eventyr af H.C. Andersen. Det foregår skiftevis i den nordjyske Vildmose og i det fjerne Ægypten og handler om den vilde Helga, der nok bor blandt vikinger men i virkeligheden er datter af dyndkongen og hans fange, en ægyptisk prinsesse. Sesam udsender eventyret i en ny udgave, der ledsages af Esben Hanefelt Kristensens vidunderlige illustrationer.

Den røde tråd i eventyret om Dyndkongens datter, der i parentes bemærket er H.C. Andersens næstlængste, er et storkepar, der har oplevet det hele og siden givet historien videre til deres børn i mange generationer. De fortæller om en ægyptisk prinsesse, der i svaneham flyver til Vildmosen for at finde en medicin til sin syge far, men hendes onde søstre river hendes fjederham i stykker og en elletrunte hiver hende ned i mosen. En dag dukker et spædbarn op til overfladen i en åkande. Storkefar bringer pigen til en barnløs viking, der tager sig af barnet; men til sin rædsel opdager hun, at der hviler en forbandelse over hende: Om dagen er hun den allersmukkeste pige med en voldsomt sind, om natten en hæslig men blid padde.

Her har vi allerede alle ingredienserne til et vaskeægte eventyr; men der mangler endnu en munk, nogle røvere og et spøgelse for blot at nævne nogle af de personer, der fører historien frem mod sin slutning, der som så ofte hos H.C. Andersen ikke helt bliver, som man havde forventet: "Det var da en ny slutning på historien!" sagde storkefaderen; "den havde jeg nu slet ikke ventet! Men jeg kunne ganske godt lide den!"

Esben Hanefelt Kristensen behøver næppe længere præsentation som illustrator, og som altid er hans malerier fulde af de mest fantastiske detaljer. Storkene går igen på mange af billederne, eftersom de spiller en vigtig rolle, men historien har også givet ham mulighed for både at tegne vikinger og andre nordiske motiver, såvel som ægyptiske prinsesser, pyramider og nomadefolk. Den specielle blå tone, man kender, går igen på de fleste billeder.

Der er desuden et glimrende og meget interessant forord af Helge V. Qvistorff. Her kan man bl.a. læse, at selvom H.C. Andersen beskriver både mosen og Ægypten indgående, havde han på det tidspunkt ikke set nogen af delene. Vildmosen besøgte han mange år efter, men til Ægypten nåede Danmarks dengang nok mest vidtberejste turist ikke, selvom han faktisk på et tidspunkt kom til Nordafrika.

Dyndkongens datter er bestemt et af H.C. Andersens mesterværker, som både Ingemann og Oehlenschlaeger anså for et af dennes rigeste og smukkeste. Sammen med Esben Hanefelt Kristensens eventyrlige billeder, der i sig selv er rigelig grund til at købe bogen, udgør de en så dejlig bog, at der ikke er nogen undskyldning for, at der ikke ligger mindst fem eksemplarer under hvert juletræ - hvis man da kan vente så længe.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

H.C. Andersen: Dyndkongens datter
Forlag: Sesam
Sider: 75
Udgivelsesdato: 08.10.2004
ISBN: 87-11-22041-4