Sabina Spielrein bliver som ung pige patient hos Jung, der med held forsøger at behandle hende med Freuds psykoanalytiske metode. Ikke overraskende bliver hun meget forelsket i Jung, der i starten prøver at stå imod og undertrykke sine lyster; men snart har de en affære, der ender med en skandale for Jung, der samtidig er ved at komme mere og mere på Kant med sin mentor, Jung.
Hvad kan være mere relavant end at tage en ægte jungianer med til et teaterstykke om Sabina Spielrein? Jeg greb fat i en sådan, og hun erklærede, at Ole Lemmeke var den mest gennemførte Jung, hun endnu har set: Genert, neurotisk og i dyb konflikt med sig selv. Kurt Ravns Freud var også umiskendelig som den neurotiske og sexbesatte patriark, der kun nødigt ville afgive sin rolle som psykoanalysens konge, der efterhånden bliver bitter i sin skuffelse over Jung.
Både Jung og Freud var tydeligt genkendelige med hver deres typiske kendetegn; mens der var meget lidt jødisk over Helle Fagralid som Sabina - hun er næsten lidt for køn til den rolle. Ikke desto mindre var hendes nervøse sammenbrud i stykkets begyndelse meget overbevisende. Det er også via hende, det tydeligst fremgår, over hvor mange år stykket spænder - hendes udvikling fra hendes indlæggelse som 19-årig til hendes egen praksis som børne-psykoanalytiker afspejles tydeligt i både kostume og mimik, mens Jung ikke lader til at ældes synderligt i al den tid.
Selvom der både er bruddet mellem Freud og Jung og trekantsaffæren mellem Sabina, Jung og hans kone Emma, er det alligevel et meget utraditionelt teaterstykke. Det er i høj grad dialogen, der driver handlingen frem, og desværre bliver stykket for langtrukkent hen mod slutningen, hvor Jung selv nærmer sig et nervøst sammenbrud. Der er også lange passager efter pausen, hvor fokus er flyttet helt væk fra Spielrein for bl.a. at følge Freud og Jung til Amerika - om end det er meget interessant, virker det alligevel inkonsekvent at lade vores hovedperson synke ned til birolle.
En sand nydelse var Nicolai Dahl Hamilton i rollen som den skizofrene men højtintelligente stofmisbruger og psykoanalytiker Gross, der er patient hos både Freud og Jung. Manien lyser ud af hans øjne, mens han forfører Jung og hele salen til sin farlige logik, der lader ham gå i seng med sine patienter og anvise dem metoder til selvmord.
Puk Scharbau var ikke umiddelbart så iøjnefaldende som den konstant gravide Emma Jung, der til sin store skam bliver ved med at føde døtre. Medmindre man kender lidt til baghistorien, ser man hende kun som en dørmåtte, der ikke tør kæmpe imod sin mands affærer. Men faktisk er det hende, der sender det anonyme brev til Freud, der afslører, at hans yndling har en affære med en patient - "Du troede da vel ikke vi ville lade dig gå fra os uden kamp?" siger hun, mens hun ruller gennem rummet på de rullende fortorve som det Kongelige Teater med stor succes har benyttet sig af i adskillige af deres seneste produktioner.
Hvis man har interesse for psykoanalysen, vil dette stykke bestemt vække lykke, men i modsat fald, vil mange måske ende med at mene, at de sidder til en 2 ½ timers lang forelæsning.
Foto: Per Morten Abrahamsen
