Flere nyheder

 
Film
CPH:DOX - en smagsprøve

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
CPH:DOX - en smagsprøve
Fre. 19. nov. 2004

Det føltes næsten som at blive sluppet løs i slikbutikken og kun have to minutter til at rage til sig. Københavns anden internationale dokumentarfilmfestival er netop slut, og det var bestemt ikke en festival med et snoldet program. Nærmere bestemt var det et program med 140 forskellige film fra hele verden fordelt på tre hovedkategorier og et væld af spændende temaer. Jeg snuppede en beskeden ni film, der bød på alt fra surfhistorie til norsk ungdom, når den er værst, til colombianske børns krigsfortællinger. Jeg fik langt fra mættet min søde tand, men her er en smagsprøve!

Riding Giants
Første film, jeg kastede mig forventningsfuldt over, var den 105 minutter - lidt for - lange kærlighedserklæring til havet og dens utæmmelige bølger: Riding Giants. Det handler selvfølgelig om havets cowboys - surferne. Filmen lægger godt ud med et humoristisk tilbageblik på surfhistoriens udvikling begyndende med de indfødte hawaiianeres leg i bølgerne til nyere tids frygtløse surfhelte. Med fiberglassets introduktion i 1950'erne, blev kimen til nutidens mainstream-sport lagt. Pionerene var datidens svar på Jack-ass - drengerøve, der tilbragte deres ungdoms nætter i et usselt skur på Hawaii for til gengæld at kunne tilbringe hver en time af dagen på bølgernes ryg. Herfra følger vi surf-kulturen frem til i dag gennem erindringerne fra surf-berømtheder, udforskningen af skiftende tidens bedste surf-locations samt den teknologiske og kommercielle udvikling, surf-kulturen har oplevet. Det er ikke nogen tvivl om, at der er lagt sjæl og kærlighed i denne film, og billedmæssigt forføres og skræmmes man da også af de enorme bølger. Men hvis man ikke lige har styr på sin surf-historie, kan den konstante name-droping godt blive en smule langtrukken efter den første times tid.

New Urban Order
Næste projekt jeg kastede mig over, var fire forskellige kortfilm under temaet New Urban Order, der alle behandlede emnet street art. Første kortfilm Public Discourse byder på en række originale kunstnere, der på hver deres måde prøver at give det offentlige rum deres personlige præg. Denne (gen-)erobring af gadebilledet til folket udtrykkes i alt fra lygtepælsskulpturer, plakater, hjemmelavede gadeskilte, reklamemanipulation, graffiti, landskabsmalerier m.m. Og resultatet er overvejende forbandet flot, kreativt og livsbekræftende. I André the Giant has a posse viser instruktøren Helen Stickler os, hvordan en enkelt knægts leg med et billede af en ukendt bryder kunne blive til et globalt kultfænomen. Et morsomt og alligevel tankevækkende indslag er den kun 16 minutter lange The Subconscious Art of Graffiti Removal. Som titlen røber handler den om noget så bizart, som hvordan kommunalt ansatte grafitti-fjernere ubevidst skaber nye kunstformer og farver i gadebilledet med deres overdækningsmaling. Fantastisk måde at reflektere over den holdnings- og magtkamp, der i stilhed udspiller sig på vores offentlige mure.

Dogumentary
Ikke alle film er lige interessante for de kræsne festivalsgængere, hvilket mine sidste filmvalg blev et slående bevis på. Det var derfor et på alle måder stemningsskift at komme fra surfkulturens og street art-fænomenets propfyldte sale til den håndfuld mennesker, der havde valgt at indfinde sig til mine to udvalgte "Dogumentarfilm". Måske var det en protesterklæring til Lars von Trier, der er ophavsmanden bag det udskældte Dogumentary-koncept, der går ud på at følge en sæt formulerede regler?

Første bud på dette koncept var filmen Ungdommens Råskab af den norske instruktør Magreth Olin. Filmen, der portrætterer en 10. klasse på en norsk ungdomsskole i provinsen, har sine gode sider. Når først man lige har lært at abstrahere fra de bratte og konstante klip i filmen, så får man faktisk serveret et ganske overbevisende og personligt indblik i disse teenagers mildt ud sagt forbandede ungdom. Det er ikke revolutionerede indsigt, der bydes på, da handlingen ligeså godt kunne have foregået i en 10. klasse i Brøndby som i Hauketo. Til gengæld er det en befrielse at se en "Dogumentar", der så absolut er skrællet for al indpakning og i steder fokuserer på virkelige mennesker.

Det andet bud på "Dogumentar", jeg indlod mig selv på, var den danske instruktør Michael Klints Afrikafilm Get a Life. Hvis man tror, det er det sædvanlige med evigglade små børn med struttende maver og store hvide smil, så kunne man ikke tage mere fejl! Get a Life konfronterer os med ofrene for den skrækkelige pest-agtige sygdom Noma. En sygdom, der i korte træk ætser huden væk i ansigtet på underernærede småbørn i den fattige del af verden. Samtidig er filmen et hjerteskærende symbol på vestens manglende interesse for denne slags problematikker. Om denne film kan jeg kun sige: vil man have det godt med sig selv, så er dette ikke en tilrådelig film. Vil man ruskes i sin samvittighed, er den derimod et uhyggeligt effektivt middel.

Amnesty Award
Sidste stop på min rundtur i denne omgang blev ved disse to Amnesty Award-film: Little Voices og The Kidnapping of Ingrid Betancourt. Little Voices er en smuk og følsom film om udvalgte børns oplevelser af den colombianske borgerkrig (1985-1999). Tre børns historier om krig, død og vold bliver fortalt gennem animerede børnetegninger akkompagneret af børnenes små stemmer. Resultatet er et rørende og enkelt udtryk, der ikke beskueren glemme, at det ikke mindst er vidnerne til krig, der bliver de endelige ofre.

Den anden film følger op på Columbias hårdtprøvede skæbne. Denne gang gennem den utrolige stærke beretning om den karismatiske præsidentkandidat Ingrid Betancourt, der blev kidnappet af den colombianske guerillabevægelse blot tre måneder før valget i 2002. Man følger herefter familien i dennes svære kamp for at føre Ingrids valgkampagne op til valget, mens hun selv sidder kidnappet. Det er en film om håb og modløshed på én gang. Og det kan ikke andet end stikke i hjertet, når man ser Ingrids mand rende heroisk rundt med en papfigur af sin kone, som han måske aldrig skal se igen. Ligesom de tusindvis af andre kidnappede, kender man i dag fortsat ikke Ingrids skæbne.

Store bølger og små stemmer
Der var godt med blandede bolcher i min slikpose, og jeg er mere end tilfreds med udbuddet. CPH:DOX er et fantastisk initiativ i en tid, hvor uligheden i verden er så tydelig. Og alligevel er det så meget uretfærdighed, vi aldrig ofrer en tanke. Trist er det, at det var trendfilm, der trak fulde huse, men måske er det et spørgsmål om tilvænning. Min stærkeste oplevelse ud af ni kvalificerede bud har uden sammenligning været Get a Life. Hold øje med den og de andre, når de kommer på en tv-kanal nær dig!