Århus teater binder an med Rainer Werner Fassbinders "Angst æder sjæle op" - en forestilling som giver et billede af forholdene i Tyskland i 1970érne, men som samtidig også har noget relevant at sige folk i nutiden. Det er en fantastisk forestilling, som indeholder såvel komik som tragedie dygtigt båret frem af de fremragende skuespillere som Århus teater har at trække på.
Der sker utroligt mange sceneskift i forestillingen, og det er både fantastisk og bemærkelsesværdigt at se, hvordan man scenemæssigt har formået at få skiftene til at glide let ind i hinanden, så man næsten ikke opdager de enkelte skift.
Stykket handler om angsten for det fremmede og det anderledes, angsten for at skille sig ud og for dem der gør det. Når man altid er mange så æder det af ens sjæl og måske også af ens medmenneskelighed?
Der er kun to bærende roller i stykket, nemlig Emmi, dygtigt spillet af Merete Voldstedlund og Ali fremragende spillet af Andreas Strinder, hvis indsats bliver endnu mere imponerende i lyset af, at han er svensker og derfor må have haft visse sprogvanskeligheder. De øvrige roller er biroller, men hver eneste birolle har en stor del af æren for at stykket fremstår så helstøbt, som tilfældet er. Flere af skuespillerne har forskellige biroller, men det lykkes alle skuespillerne at lægge personlighed i hver eneste lille rolle, så figuren fremstår som en hel person, selv om der kun er en replik at gøre det med. Her skal især Klaus Tange trækkes frem som et helt særligt talent udi karakterskuespillet, der er simpelthen ingen som ham, der forstår at vise sin figurs karakter, med sin mimik alene.
Alle personerne i stykket virker utroligt troværdige og man kan genkende personlighederne fra den virkelige verden på trods af den lidt overdrevne karikering. Emmi er en meget ensom ældre rengøringsdame, hun har tre børn, men ser dem ikke så tit, da de lever deres eget liv. En dag møder hun Ali, en noget yngre indvandrer og de forelsker sig i hinanden og gifter sig til omgivelsernes store bestyrtelse og forargelse. De to møder ingen forståelse men megen hån og latterliggørelse fra Emmis børn, kollegaer, naboer og Alis venner.
Rainer Werner Fassbinder har valgt at slutte stykket lidt anderledes end man kunne forestille sig at tingene ville udvikle sig, fordi han tror at hvis man ser realistisk på de fremherskende forhold, så forhærder man dem og låser dem fast. Ved at ændre slutningen viser forfatteren, at forholdene kan ændres og overvindes, og som indvandrerdebatten og -situationen ser ud i dag, er det nok en meget sund ting at vise.
Se spilletider.
Foto: Jan Jul
