Billedkunstneren og professoren Erik Steffensens udgav forrige år den kritikerroste selvbiografi "Valbyengelsk" om kunstnerens rejser til Australien og Amerika. Som en kunstnerisk eftertanke hertil har han nu udgivet en bog med fotografier fra de omtalte rejser. Bogen hedder "Skyggebilleder" og består af beskedne 23 fotografier.
Ord- eller talentløst?
Ved første øjekast ved man ikke, hvad man skal vente sig af den lille spinkle bog med sit modige røde omslag og det tidløse fotografi af en amerikaner-bil på forsiden. "Kameraet kan man digte med" skriver Steffensen i indledningen til sin bog, der har valgt ikke at forklare sine billeder (andet end hvad arbejdstitlen røber), men stå for sig selv som et ordløst dokument. I stedet kommer ham med et par sparsomme filosofiske overvejelser i bogens indledning. Sparsommelighed er i sagens natur bestemt ikke at foragte. Men når indledningen virker som et overvurderet forsøg på at være poetisk, uden at man i øvrigt bliver nævnelsesværdigt klogere på kunstnerens intentioner med bogen, så ville det i mine øjne have tjent billederne bedst at være helt foruden.
Fx skriver Steffensen, at han kunne have beskrevet rejseomstændighederne udførligt, men at han håber: "man umiddelbart har mere gavn af blot at se..". For at man dog ikke skal synes, hans intention "skal virke for mystisk", tilføjer han, at der er: "..en mening med at fotografere", og: "Man bliver klogere på livet ved at registrere sine omgivelser". Men eftersom 'man' jo ikke har været til stede under fotograferingen, og vi ikke er Erik Steffensen, kan man undre sig over, hvordan skal man skal blive klogere på hans motiv eller 'optik' uden lidt hjælp.
Kolde facts og pixels
Det hører sig nu engang en kunstner til at have lidt nykker en gang i mellem. Man kan endda undskylde et lidt højtravende og for almindelige dødelige lettere forvirrende sprog som værende dybtfølende og poetisk. Derfor kunne det sagtens have været på sin plads at lade de udvalgte fotografier tale for sig selv og overlade virkningen - poesien - helt og aldeles til beskueren. Men de 'kolde facts', Steffensen lover os på bogens 48 sider, kan for mit vedkommende ikke rykke det mindste ved noget i mig hverken æstetisk eller i forhold til menneskesyn.
Steffensen har taget samtlige fotos med sort-hvid film, hvoraf de efterfølgende på computer er blevet behandlet og tonet. Der er brun-tonede, rød-tonede, grøn-tonede og gultonede fotografier med motiver af blandt andet træer, lanskaber, veje og mennesker. Men ingen af motiverne fænger nok til, at man får lyst at dvæle ved dem mere end et øjeblik. Måske havde de kunne imponere lidt mere, hvis man oplevede dem i stor størrelse og ikke gennem de små beskæringer som i bogen. Steffensen afslører ærligt nok, at han intet har med billedbearbejdningen at gøre, og at han: "..ikke er så avanceret." eller "..optaget af teknik og fotografisk præcision og rationalitet". Måske bør man om ikke være teknisk indviet så i hvert fald interesseret i teknikkens betydning for det endelige resultat, når man baserer en bog udelukkende på det visuelle. Dog vil jeg bøje mig og rose papirkvaliteten i bogen, der får fremhævet fotografiernes metallicoverflade.
Misforstået slægtskab?
Steffensen vil gerne digte med sine fotografier, men sigter alt for højt i forhold til hans evner og intentioner. Resultatet er umiddelbar ligegyldighed og skuffelse. Om det er den naive digtetilgang til sin fotofremstilling, der får Steffensen til at drage parallel til alle tiders største digter H.C. Andersen og dennes roman "Skyggebilleder", afsløres ikke. Titelvalget forekommer i hvert fald modigt og i værste fald paradoksalt, når Steffensen med sin Skyggebilleder aldrig bliver mere end en svag skygge af mesterdigteren H.C. Andersen.
Erik Steffensen: Skyggebilleder
Forlag: Forlaget Bjerggard
Sider: 44
Udgivelsesdato: 16.11.2004
ISBN: 87-11-23146-7