Hvis der er to ting, der med garanti kan tiltrække pressens og dermed verdenssamfundets opmærksomhed, så er det uventede naturkatastrofer og olieressourcer. Har man som land ingen af delene, kan end ikke massenedslagtning, etnisk udrensning og borgerkrig få omverdenen til at løfte et øjenbryn.
Dette er realiteten i dag, hvor olierige Irak er i medierne dagligt, mens et land som Sudan, hvor et anslået 200.000 er blevet dræbt og 1,6 millioner mennesker fordrevet, uden at verdenssamfundet har reageret effektivt. For ti år siden var det Rwandas tragiske skæbne at få 800.000 tutsier brutalt slagtet, alt i mens verden stiltiende så på. 'Hotel Rwanda' er filmen, der nægter at lade os glemme.
En virkelighedens helt
For tre år siden, havde instruktør Terry George et frygtindgydende møde med Paul Rusesabagina, der var hotelmanager i Rwanda, da vanviddet brød ud i 1994. Frygtindgydende fordi den virkelige historie, Terry skulle fortælle til verden, indebærer så mange menneskers grusomme skæbne, at han ikke måtte fejle. Historien tager udgangspunkt i hutuen Paul Rusesabaginas (Don Cheadle) heltemod, da han risikerede sit eget liv ved at tage imod og beskytte over tusind forfulgte og skrækslagne tutsier i rammerne af det luksushotel, han managede.
Ingen hjælp til Rwanda
Paul er en vellidt hutu, der hidtil har levet et lykkeligt liv med sin skønne tutsi kone, deres tre små børn og et godt arbejde med gode forretningsforbindelser hos både tutsier, hutuer og udlændinge. Da urolighederne bryder ud, har Paul svært ved at fatte sine tidligere hutu venners morderiske hævntrang mod alt, der dufter af tutsi, inklusive Pauls egen familie og naboer. Endnu sværere har han ved at tro sine øjne, da FN kommer for at evakuere alle hotellets udenlandske gæster, men lader Rwandas egne børn, mænd og kvinder tilbage til nådesløs nedslagtning på åben gade. Til at starte med kan Paul bestikke sig til sin familie og de tusinde tutsi flygtninges sikkerhed inden for hotellets mure. Men som krisen eskalerer og FN's hjælp udebliver, bliver han mere og mere magtesløs over for oprørernes blodige machetter.
Efter hensigten
Hovedpersonerne, og ikke mindst Paul spillet af Don Cheadle, er overbevisende i deres præstationer, men vigtigst af alt så er manuskriptet og fortællingen nærværende og virkelighedstro. Den rører ved den ravnesorte samvittighed, der uden tvivl har været instruktør Terry's mål. Filmen har været optaget i townships omkring Johannesburg med medvirken af tusinde lokale statister, hvilket i mine øjne har været med til at skabe de helt rigtige rammer for en historie, der er så kendetegnende for afrikanere dengang og i dag. Man kunne sagtens have undværet Hollywood-navne som Nick Nolte og Joacquin Phoenix, da de ikke understreger problemerne yderligere - men til gengæld trækker lidt flere biograftilhængere til?
Terry har i hvert fald ingen grund til at være bange, hvad budskabet angår - verden er tydeligvis, med Nick Nolte's ord,: "- simpelthen fløjtende ligeglad..I er ikke bare niggere, I er er afrikanere". Det tragiske ved denne erkendelse er, at vi sgu' stadig er ligeglade. Det rokker nok ikke ved den store verdensorden, men vær alligevel det mindre ligeglad og gå ind og se filmen.