Flere nyheder

 
Film
NatFilm 2005

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
NatFilm 2005
Ons. 30. mar. 2005

nat

film

Fredag den 1. april indledes den 16. udgave af Danmarks største filmfestival, NatFilm 2005. Frem til den 17. april er der mulighed for at se en lang række filmperler. Der bydes op Afghansk poesi, tyske heimatfilm, Poul Nyrup på speed, sex med vandmeloner og meget mere.

Problemet med NatFilm festivalen er vel altid: hvad skal man vælge? Der er ikke færre end 150 film fra 46 lande, så der bør være noget for enhver smag. Hele programmet kan studeres her, og ellers kommer her et lille udvalg af de mange film, man kan muntre sig med.

Der er naturligvis de faste gengangere som amerikansk independentfilm, ny europæisk film, Bollywood, Latin Beats, Sound & Vision og masser af guf fra Asien. Som optakt til næste års Images of the Middle East-festival er der også en omfattende præsentation af mellemøstlige film. I den lette ende er Khaled El Hagars 'Women's Love' en kulørt kærlighedsfilm med egyptiske kvinder på randen af nervøst sammenbrud. Mens Hany Abu-Assads 'Paradise Now', der handler om to tvivlende selvmordsbombere, var et af de helt store samtaleemner på februars festival i Berlin.

NatFilm Festivalen sætter i år fokus på et herhjemme så godt som ukendt filmland: Sydafrika. I de ti år siden apartheidstyrets ophævelse er der for alvor kommet gang filmproduktionen, og sydafrikanske film brager frem i biografer verden over. Darrell James Roodts 'Yesterday' blev Oscarnomineret som bedste udenlandske film, Mark Dornford-Mays operafilm 'Carmen in Khayelitsha' vandt Guldbjørnen i Berlin i februar, og den delvist sydafrikansk producerede 'Hotel Rwanda' har vakt behørig opsigt overalt.

Selv NatFilm Festivalen kan ikke dy sig for at lykønske HC. Andersen med en serie på ni film, der alle forsøger at udfordre og indskrive H.C. Andersen i nye rammer. De er ikke regelrette filmatiseringer, men film, der er inspireret af Andersens værker. Filmene spænder vidt, fra en spansk thriller bygget over 'Historien om en moder', over en spritny, højteknologisk fransk opera-vision af 'Nattergalen' til en sydkoreansk science fiction-variant af 'Den lille pige med svovlstikkerne' og en helt ny billedskøn kinesisk fortolkning af 'Under piletræet'.

Festivalen afvikles i København 1. til 10. april og i Århus, Odense og Aalborg 13. til 17. april. Læs mere på www.natfilm.dk