Flere nyheder

 
Litteratur
Fattigrøv i farver

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Fattigrøv i farver
Man. 23. maj 2005

Publiceringen af "Fattigrøv i farver" kan godt få en til at spekulere på om kogebøgerne for fattigrøve ikke har fået al den succes, der kunne tilkomme dem. I denne kogebog er der billeder af noget af maden i farver, men ellers er det mest nyskabende nok, at den hovedsagligt består af udenlandske opskrifter, idet mange af ingredienserne så kan købes billigt hos de udenlandske grønthandlere, som efterhånden kan findes i en hver større dansk by, samt en øget brug af forskellige krydderier, som kan købes samme sted.

Kogebøgerne var oprindeligt tænkt til SU-modtagere og andre, som var nødt til at holde sig til et lavt madbudget, samtidig med at de gerne ville have noget ordentligt at spise. Fattigrøv i farver kan sagtens bruges på kollegiekøkkener, men er ikke den mest egnede for uøvede kokke, da der er mange termer som ikke forklares, f.eks. at brænde krydderierne af eller at marinere kød.

Forfatteren går op i to ting i sin kogebog, opskrifterne skal være lette at gå til, og de skal følge ernæringseksperternes vejledninger omkring sund mad, især skal fedtprocenten holdes nede. Det er selvfølgeligt dejligt at opskrifterne også er gennemtænkte ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt, det er vi mange der kan få gavn af. En anden god ting ved bogen er forfatterens afsnit om substitution, det vil sige, hvilke ingredienser, som kan byttes ud med andre, når man bruger en opskrift. F.eks. opdager man, at der ikke er auberginer i grøntsagsskuffen, men at der til gengæld er en squash, som heldigvis viser sig at kunne bruges i stedet for, efter konsultation med ovennævnte afsnit.

Opskrifterne er overskuelige og nemme at gå til. De er ikke opstillet i punktform, men da der ikke er mange arbejdsgange går det alligevel. I flere opskrifter er der anvisninger på brug af evt. rester i andre retter, og der er også forslag samt opskrifter på tilbehør, der kan bruges til retterne.

Rolf Lund: Fattigrøv i farver
Forlag: Aschehoug
Sideantal: 170 sider
Udgivelsesdato: 13.05.2005
ISBN: 87-11-26152-8