|
|
Vi ved det fra Det Kongelige Teaters
tilbagevendende 'friluftspots for folket' og fik det understreget endnu en gang ved det polske provinsteaters opførelse af Nabucco på eksercérpladsen foran Rosenborg: Opera i det fri gavner ikke lydkvaliteten, men hygger gevaldigt.
De største ambitioner ved opførelsen af Nabucco må have været økonomiske: knap 500 kroner kostede de bedste pladser på plastikstolenes første, tætsiddende rækker. Foran publikummet stod en mørk, mørk kukkasse, der til lejligheden var fyldt med ubestemmeligt papmache og Jerusalemlignende nuancer af brunt.
Verdis første, store opera, Nabucco, domineres af de mange kor og dramatiske soloudspil. Schlesische Stattsoper Bytom havde trommet sydvestpolens samlede, unge talenter sammen og stillede op med knap 100 mand. Flere af dem kunne synge - bestemt, da - men spille teater var ikke deres stærkeste side, og dramatiske sekvenser som bl.a. guddommelig indgriben og prinsessemord gled relativt ubemærket hen over scenegulvet. Ja, kong Nabucca stod næsten apatisk, mens hans datter blev truet på livet af ypperstepræsten Zaccaria. Tendensen blandt de udøvende sangere var en generel "syng og spræl, når det er din tur, og stå ellers pænt på rækker og afvent næste udbrud".
Trods en gennemsyrende fornemmelse af dilettanteri og traditionsrig fortolkning var der highlights som det berømte fangekor, cellosoloen for fire celloer i anden akt og nogle af de unavngivne (!) medvirkende: kong Nabucco og officeren Ismaele. Publikum var formildede af det gode vejr og klappede både høfligt og støttende. Men nogen åbenbaring var Nabucco absolut ikke.
